23948sdkhjf

Ny hjulgraver laver det hele

Arkil fik Danmarks første eksemplar af Komatsus helt nye gravemaskine på hjul - og den kommer ikke til at kede sig

Entreprenørkoncernen Arkils nye hjulgravemaskine skal ikke regne med at kunne slappe af, selv om den har særstatus som Danmarks første nye hjulgravemaskine af sin art.

Den kan tværtimod se frem til at få rigeligt at se til. Det fortæller firmaet om i en pressemeddelelse.

Faktisk har Arkils afdelingschef i Aalborg, René Hald, den holdning, at den nye i familien lige så godt kan lave det hele.

- Det første større projekt, vi bruger maskinen på, er en udstykning af 10 grunde i Hals ude ved Aalborg Bugt. Vi lader hjulgraveren køre med vogn efter, og så kan den ellers gå i gang med vej, kloakstik, kantsten og hvad der ellers skal laves. Vi kan jo bruge den til det meste, så der er ingen grund til at køre andre maskiner derud, siger René Hald i en pressemeddelelse.

Den nye Komatsu-graver vejer lige godt 18 tons og har en rækkevidde på godt og vel ni meter. Gravedybden er op til næsten seks meter. Og alt i alt vurderer René Hald, at PW158-11’eren er ideel til en række forskellige opgaver.

På hjul er maskinen hurtig og nem at komme rundt med i et lokalområde, hvor maskinføreren har mulighed for at flytte den med op til 35 km/t. Og altså med mulighed for at have en vogn med.

Topcon skal prøves

Det er ellers ved at være mange år siden, vi sidst har haft en hjulgraver i Aalborg-afdelingen. Nu besluttede vi, at vi skulle have en igen og se, om vi kan få en forretning ud af det. Det tegner det til. Vi har så også fået monteret Topcon maskinstyring på hjulgraveren. Det er første gang, vi prøver Topcon. Arkil har ellers tradition for et andet mærke maskinstyringsmateriel, men nu er Aalborg-afdelingen blevet udvalgt til at teste Topcon af. Det er lidt spændende, for det kan jo godt komme til at smitte af på fremtidige køb, når vi får nye maskiner, siger René Hald.

Entreprenørselskabet kører helt som standard med maskinstyring på alle større maskiner til kloak- og jordarbejde. Lige så standardiseret er det, at vi konsekvent aftaler en servicepakke med Scantruck, når der leveres en ny Komatsu. Dem har vi ganske mange af. Mest gravemaskiner, men også gummihjulslæssere og dozere", fortæller afdelingsleder René Hald.

Arkil-afdelingen i Aalborg har rødder helt tilbage til 1930’erne, dengang som Novejfa og siden Colas-Novejfa.

Letbane uden skinner

I 2008 købte Arkil selskabet. Vejanlæg, kloakker og jordarbejde skaber masser af aktivitet for omkring 100 medarbejdere i Aalborg, hvor ikke mindst byens nye projekt Plusbus optager sindene. Plusbus er Aalborgs svar på andre byers letbaner, men uden anlæg af skinnelegeme. Det er et såkaldt BRT, som står for Bus Rapid Transit og lader lange busser transportere passagerne i sin helt egen busbane.

- Når vi er færdige med byggemodningen i Hals, kommer den nye Komatsu-hjulgraver nok ind og laver BRT i Aalborg, vurderer René Hald.

Arkil havde i øvrigt også tre andre gravemaskiner med på ordresedlen til key account manager Poul Erik Nielsen hos Scantruck.

Foruden Komatsu PW158-11 på hjul, skulle entreprenørselskabet også bruge en 31 tons Komatsu PC290LC-11 og to styk PC138US-11 på hver 15 tons. Den største af maskinerne blev afleveret til Arkils afdeling i Silkeborg. De to 15 tons har tjekket ind hos Arkils anlægsafdelinger i henholdsvis København og Aarhus.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
JOB i FOKUS
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.344