23948sdkhjf

Licitationen mener: Fristende at udvide aktiviteterne i virksomheden, men...

Den enorme efterspørgsel på de ydelser, som bygge- og anlægsbranchen leverer, har allerede fået mange virksomheder til at udvide aktivitetsområderne. Så godt som det nu kan lade sig gøre i lyset af den massive mangel på kvalificeret arbejdskraft.

Det er jo oplagt, at en veldreven virksomhed udvider aktiviteterne inden for områder, hvor man ikke tidligere har været repræsenteret. Ofte sker det via opkøb eller samarbejde med andre virksomheder. Og det går ofte godt, selvom der altid er risiko ved at starte et nyt kompetenceområde op.

Selvom det lyder banalt, så er det, midt i kampens hede og jagten på guld, tvingende nødvendigt at lave en risikovurdering og risikoafdækning inden man kaster sig ud i nye aktivitetsområder.

Lige nu kan man populært sagt få enhver forretning til at køre fornuftigt i bygge- og anlægsbranchen. Det sørger den store efterspørgsel for. Men der skal ikke meget til før konkurrencen om opgaverne spidser til. Og hvor stærkt har man så fået positioneret virksomheden på et område, som man måske kun har arbejdet med i ganske kort tid.

Et gammel ordsprog siger, at skomageren skal blive ved sin læst. Det er ikke noget dårligt udgangspunkt for at drive virksomhed. Så selvom det er fristende at kaste sig over andre områder, så skal det ske med en langsigtet plan i hånden og ikke som en pludselig indskydelse, fordi markedet for en kort stund er lukrativt. Det er vilkårene og betingelserne i byggeriet alt for komplekse til.

Artiklen er en del af temaet Lederen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109