23948sdkhjf

Vi skal stille større krav til byggepladsens genbrugsguld

Byggeriet spilder. Det gælder særligt på byggepladserne, når vi river ned og bygger op. Skal vi i mål med et bæredygtigt byggeri, skal vi sammen nytænke spildets potentiale, lyder opfordringen i dagens debat

Som med alle gode historier, så er essensen ikke kun, hvordan det hele starter. Det er ligeså meget, hvad der sker undervejs og ikke mindst, hvordan det hele ender. Sådan er det også på byggepladsen. Certificeringer, indeklima, problematiske stoffer og livscyklusvurderinger har de seneste år lært os at sætte rigtigt af, når det kommer til bæredygtigt byggeri. Vi gør som Rødhætte. Pakker tasken godt fra start og sikrer, at der er nok til alle generationer ligefra bedstemor og til barnebarn.

Vi sætter bedre af på vejen mod bæredygtigt byggeri, men vejen er lang gennem skoven af proccesser og der er et stort potentiale for midten og særligt slutningen af historien om en bæredygtig byggebranche.

Stort potentiale

I byggesektoren har vi for længst stiftet bekendtskab med den store stygge ulv i skoven. Den er ikke længere forklædt. I 2018 anslog Dansk Byggeri, at byggesektoren stod for cirka 30 procent af den samlede CO2-udledning i Danmark. Det udgør cirka 15,3 millioner udledt ton CO2 per år. Et tal, vores klode ikke har råd til. Ulven har vist sine tænder.

Hvis skuden skal vende, så er ren og bæredygtig energi essentielt - men ifølge tænketanken Ellen MacArthur Foundations, så når vi kun 55 procent af den langsigtede målsætning om et emissionsfrit samfund ved at omstille til bæredygtig energi. De resterende 45 procent skal komme fra den cirkulære økonomi, hvor vi ændrer vores produktion, adfærd og forbrug.

Netop det er principperne i cirkulær økonomi, der ikke kun kommer kloden og naturen til gode. Det klirrer også i lommerne.

Eksperter anslår, at Danmark kan øge sit BNP med 45 milliarder kroner i 2035, hvis vi blev frontgængere på cirkulær økonomi og eksporten af metoder og teknologi. Byggebranchen står for et sted mellem 5-7 procent af Danmarks BNP og derfor er vi som branche særligt ansvarlige for at nytænke den måde, vi bygger på. Eller rettere skrevet, rydder op på.

Genbrugsguld

Cirkulær økonomi bygger på 4R-princippet: reduce, reuse, recycle og renew. Som det er nu, spilder vi materialer i byggeriet, fordi 4R-princippet ikke fylder nok. Problemet er, at vi ikke kræver nok af de efterladte materialer. Vi burde stille lige så høje krav til resterne på byggepladsen som til hovedbygningen. Kigge på hvert enkelt overskydende materiale og kræve, at det indgår i en cirkulær økonomi.

Altså sikre at, alle restprodukter skal altså enten genanvendes, cirkulere tilbage til samme produkttype eller få et nyt liv i et andet produkt - enten som kompost eller en ny løsning til et andet behov.

Hvis vi skal lykkes med at aktivere genbrugsguldet kræver det, at vi sammen gennemtænker værdikæderne på tværs af brancher og produkter og at en cirkulær tankegang får lov at gennemsyre hele processen. Det kræver viden, teknologi og forretningsmodeller. Ikke mindst kræver det dedikation.Lykkes vi med at se byggepladsen i et mere cirkulært lys, hvor spild bliver anskuet som nye råvarer frem for affald, så vil vi opdage en rig genbrugsbutik og en verden af nye produkter og løsninger. Præcis som rødhætte der med snilde får en levende bedstemor ud af ulvens mave og jægeren, der får et nyt skind med hjem.

Byggepladsens genbrugsguld har hverken vi eller vores klode råd til at spilde.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109