23948sdkhjf

VVS-virksomhed holder stand i corona-år

Trods aflyste og udskudte sager som følge af corona har John Jensen A/S, VVS Installationer (i daglig tale John Jensen VVS) løftet toplinjen en anelse i 2020.

Det skyldes indgåelse af aftaler med nye kunder inden for både service og entreprise, fremgår det af årsrapporten.

Her er omsætningen ikke oplistet, men ifølge en pressemeddelelse er den forbedret fra 238 mio. kr. i 2019 til 242 mio. kr. i 2020 .

Service-, blik- og forsikringsopgaver udgør stadig halvdelen af omsætningen, mens entrepriseopgaver indenfor nybyggeri og renovering udgør den anden halvdel, lyder det i årsrapporten.

Kort om virksomheden

  • John Jensen VVS udfører VVS-arbejde på Sjælland for professionelle samarbejdspartnere.
  • Virksomheden har base i Hedehusene og afdelinger i Hørsholm, Roskilde, Kalundborg og Københavns Lufthavn.
  • Den blev grundlagt i 1962 og ledes i dag af anden generation, nemlig Jesper Leen Jensen.
  • I 2020 beskæftigede John Jensen VVS sig blandt andet med en opgave på Bella Centeret i København, renovering af installationer i 232 lejemål for boligforeningen SAB Grøndalslund i Vanløse og rammeaftalen med Holbæk Kommune om servicering af deres ejendomme. 

Rettes blikket mod bundlinjen, så er resultat før skat på 14,5 mio. kr. også et lille nøk bedre end de 14,0 mio. kr. i 2019.

- Vi synes helt overordnet, at regnskabet er meget tilfredsstillende i forhold til, hvad der skete i starten af året og usikkerheden, der fulgte her, siger adm. direktør og indehaver, Jesper Leen Jensen, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Farvel til stort projekt

Han fortæller, at 2019 var et rekordår for virksomheden, og at de var godt i gang med 2020, da pandemien og nedlukningen af Danmark ramte. Herefter blev der sat gang i en masse opsøgende arbejde.

- Hele huset rykkede sammen for at få det bedste ud af den uvisse situation. Vi var meget opsøgende, og der blev hele vejen rundt tænkt og set i muligheder frem for begrænsninger.

Direktøren peger desuden på betydning af det ændrede anlægsloft og understreger samtidigt, at løftet på toplinjen intet er i forhold til det, virksomheden plejer at præstere.

Virksomheden måtte i sidste år blandt andet vinke farvel til et større projekt, som ellers ville have bidraget med et tocifret millionbeløb til omsætningen.

Projektet skulle være startet og afsluttet i 2020, og der manglede kun en underskrift fra bygherren, inden corona kom ind fra højre.

Læs om John Jensen VVS' 2023-strategi her: Sjællandsk vvs'er ser frem mod 2023

John Jensen A/S, VVS Installationer
mio. kr. 2020 2019
Bruttofortjeneste 127,1 119,3
Driftsresultat 14,9 14,5
Resultat før skat 14,5 14,0
Årets resultat 11,2 11,1
Egenkapital 29,2 27,1
Antal ansatte 192 180
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2020
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.127