23948sdkhjf

Maskinerne skal tilpasses fremtidens fossilfrie byggepladser

Et samarbejde mellem Vejdirektoratet, Københavns Kommune og DI Dansk Byggeri skal være med til at nedbringe CO2-udledningen fra byggepladser som helhed og dermed medvirke til den grønne omstilling i hele bygge- og anlægsbranchen.

- Når det kommer til den grønne omstilling, skal vi benytte hver mulighed for at hente grønne gevinster. Derfor er det oplagt også at se på, hvordan man kan ændre den måde, vi bygger på; så den også bliver mere klimavenlig og bæredygtig. Vejdirektoratet, DI Dansk Byggeri og Københavns Kommunes initiativ til dette nye samarbejde er et godt skridt i den rigtige retning. Jeg håber, det vil føre gode resultater med sig, som også kan bruges andre steder i landet, siger transportminister Benny Engelbrecht.

Københavns Kommune har en vedtaget politisk målsætning om, at København skal være klimaneutral i 2025. Og fra kommunen bakker teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen op om samarbejdet.

Et vigtigt element

- Fossilfri byggepladser er et vigtigt element, både når det kommer til at få udledning af CO2 i bund og for at nedbringe luftforurening. Vi har allerede flere pilotprojekter i gang i København med fossilfri byggepladser, og jeg ser frem til, at vi med det nye samarbejde kan få flere med på denne vigtige dagsorden og dermed endnu mere fart på udviklingen hen mod at gøre vores byggepladser helt fri for emissioner, siger Ninna Hedeager Olesen.

Der er dog fortsat en række forhold, der skal afklares, før Københavns Kommune og Vejdirektoratet er i stand til at indføre et generelt krav om fossil- og emissionsfrie byggepladser i alle bygge- og anlægsprojekter.

Derfor bliver en af arbejdsgruppens vigtigste opgaver at finde svar på de spørgsmål, der kan bane vejen frem mod udledningsfrie byggepladser.

Et stærkt samarbejde

Vejdirektør Jens Holmboe fra Vejdirektoratet ser i en pressemeddelelse frem til samarbejdet med de andre aktører i arbejdsgruppen.

- Vi kigger i Vejdirektoratet i disse år over en bred kam på muligheden for at løse vores opgaver mere miljø- og klimavenligt. Samarbejdet med Københavns Kommune og DI Dansk Byggeri på dette område trækker i samme retning, og ligger i forlængelse af det samarbejde vi generelt har med branchen, siger han.

Han bliver suppleret af chef for Dansk Infrastruktur i DI Dansk Byggeri Henrik Friis:

- Anlægsbranchen er klar til at bidrage med løsninger til fossil- og emissionsfire byggepladser ved at bruge bæredygtige drivmidler til entreprenørmaskinerne, og hvor det er muligt at bruge el- og batteridrevne maskiner. Udover mindre CO2-udslip, renere luft og mindre støj gavner det også arbejdsmiljøet, hvilket er store gevinster set i lyset af de få meromkostninger, som følger af grønnere byggepladser. Vi ser frem til flere udbud med krav om fossil- og emissionsfrie byggepladser og til at fortsætte det gode samarbejder med Vejdirektoratet, Københavns Kommune og andre bygherrer, siger han, og han tilføjer overfor Licitationen - Byggeriets Dagblad:

- Det er særdeles vigtigt at det er de samme krav, der bliver stilles, uanset om det er for eksempel et forsyningsselskab, eller det er kommunen eller staten, siger han.

Skal forstå fordyrelse

Han gør overfor Licitationen - Byggeriets Dagblad opmærksom på, at det er vigtigt at have bygherrerne med på denne rejse,

- Det er vigtigt at bygherrerne forstår, hvad det vi er på vej ind i, for der er også en omkostning ved det. Når entreprenørerne skal investere, og have deres diesel-maskiner til at køre på HVO-diesel, som reducerer partikeludledningen med 80 procent, så koster det jo. HVO diesel er dyrere end konventionel diesel, og alt i alt vil man se en fordyrelse af et projekt på to-fire procent, siger Henrik Friis.

Han påpeger, at det er meget afhængig af, hvilken type projekt, der er tale om. Et vejprojekt er mere maskintungt end et byggeri i storbyen.

Forskellighed i projekter

- Når man derimod bygger i byerne, vil man få en fordel af den elektriske drift, fordi man på grund af den store støjreduktion vil kunne have lige længere arbejdsdage, siger han.

Stine Egsgaard, formand for Materielsektionen i DI Dansk Byggeri, påpeger at der er meget forskel på, hvilke maskintyper, der anvendes:

- Det er bestemt ikke ligegyldigt hvilke maskintyper, man ser på. I Materielsektionen er vi eksempelvis stærkt repræsenteret med elektriske lifte, som jo allerede bruges i stort omfang ved for eksempel broarbejder, mens andre typer som gravemaskiner og læssemaskiner i mindre grad er det, siger hun til Licitationen Byggeriets Dagblad.

- Øvrige maskintyper er på vej, og vi orienterer løbende vores associerede medlemmer af Materielsektionen om de krav, der er på vej, men jeg tror, at der skal et nordisk samarbejde til, før det for alvor sætter skub i udviklingen hos producenterne, siger hun til Licitationen.

Hun mener eksempelvis ikke at hybridløsninger vil få den store fremtid, fordi der ikke er elektrisk kapacitet nok i maskinerne, ligesom hun heller ikke mener, at løsninger med en generator på afstand vil være det.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125