Fire trin gør en kæmpe arbejdsmiljøforskel
Der er langt fra jorden og op til førerkabinen på de større gravemaskiner. Man skal træde ind på et trin på undervognen, derefter op på selve bæltet og videre op. samtidig skal du holde balancen og have fat i håndtaget på kabinens forkant for at komme helskindet op. og skal du ned, skal du baglæns ned, med mindre du vælger at hoppe ned. Dermed øger du risikoen for at vrikke om på foden.
Mange gange op og ned
Det er hverdagen for alle maskinførere, som nogle gange i løbet af en arbejdsdag skal ud og ind af maskinen. Der skal fyldes brændstof på, filtre skal tjekkes mv.
Men nu er der kommet hjælp i form af en rigtig smart stige, som folder sig op under kabinen, når den ikke er i brug. En fjederanordning gør, at den selv vipper op og ind, når føreren er trådt ind i kabinen. Skal han ned, træder han blot ud på trinbrædtet, sætter foden på en slags pedal, og presser stigen frem, og han kan ubesværet og sikkert træde ned på jorden.
Aarsleffs mekaniske værksted har videreudviklet og produceret en lille stige til vores gravemaskiner, der gør ind- og udstigning mere sikker for vores maskinførere.
Stigen er indtil videre monteret på otte af Aarsleffs gravemaskiner - og maskinførerne er begejstrede og fortæller, at stigen gør en forskel og skaber en mere sikker adgang op til og ned fra førerhuset.
Inspiration fra Norge
- Inspirationen til stigen har en af vores medarbejdere fundet i Norge. Når stigen er monteret, foldes den nemt ned - og op igen - fra sin hvileposition under platformen på førerhuset. Stigen kan monteres på både bånd- og hjulmaskiner, og til hjulgravere producerer vi stigen i en ekstra smal model. Det fortæller Torben Pedersen fra Aarsleff.
De innovative medarbejdere bag udviklingen af stigen har vundet Aarsleffs arbejdsmiljøanerkendelse, som uddeles fire gange om året.
Det er én af Aarsleffs danske medarbejdere, der har bragt ideen med sig hjem fra Norge, hvor en lignende type stige er kendt som ’Brøyt stigen’, der blev brugt på de store Brøyt-maskiner i slutningen af 70’erne.
Han synes, ideen var oplagt til Aarsleffs maskiner og gav derfor ideen videre til Aarsleffs materielchef, som greb opgaven med at videreudvikle stigen - der produceres i egenproduktion på virksomhedens eget værksted.
Aarsleff er landets største entreprenørselskab, og udfører på egne værksteder stort set al service på maskinerne.
Det gælder især inden for fundering, hvor maskinerne kommer direkte fra udlandet, og her har man i egne specialister til at servicere maskinerne. Men også gravemaskiner og læssemaskiner er jævnligt inde på værkstederne. Der er 20 mand ansat på værkstedet på Sjælland, fire mand på Fyn og 26 medarbejdere på værkstedet i Aarhus.