23948sdkhjf

Den grønne dagsorden skal vækkes fra corona-dvalen

På det her tidspunkt sidste år var der fuld fokus på klima og grøn omstilling. Men dagsordenen blev slået omkuld af covid-19. Branchen og myndigheder måtte gøre coronakrisen til førsteprioritet, og det har snart stået på i et år.

For en uge siden læste jeg, formændene for klimapartnerskaberne komme med opråb til regeringen. Budskabet var, at det er på høje tid, at klimapolitik igen træder helt frem i rampelyset, hvis Danmark skal sænke sin samlede klimabelastning med 70 pct. i 2030.

Opråbet har jeg summet over siden. For mange virksomheder, store som små, har det først og fremmest drejet sig om at komme helskindet gennem krisen. Det har desværre også haft den konsekvens, at mange grønne initiativer er skudt til hjørne i kampen om overlevelse.

Det gælder også i Jensen Gruppen. Vi har en ambitiøs klimamålsætning om, at hele koncernen skal være CO2-neutrale i 2029, men flere af de planlagte initiativer er udsat på grund af usikkerheden ved covid-19, som vi også har haft helt tæt på i koncernen.

Ja, i byggebranchen har vi været heldige med at kunne fortsætte arbejdet under pandemien. Men det har ikke været uden udfordringer.

Krisen har gjort det sværere at være lige så effektive, som vi plejer, og luften er gået ud af branchen.

Byggeprojekterne udsættes, og flere venter med at sende nye opgaver i licitation. Det kan mærkes, når man kører på 80 pct. i længere perioder.

Covid-19 har sat os bagud med den grønne omstilling, men det er på tide, at regeringen, kommuner og virksomheder begynder at sætte den grønne omstilling øverst på dagsordenen igen.

Klimaudfordringerne er en bunden opgave, som ikke venter på, at covid-19 træder ud af rampelyset.

Jeg giver derfor min klare opfordring til, at alle bruger opråbet fra klimapartnerskabernes formænd til at kickstarte den grønne omstilling. For vi bliver nødt til at være lige så flittige til at tage os af klimaet, som vi har været i håndteringen af covid-19.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.25