23948sdkhjf

Raundahl & Moesby bygger kødkæmpes hovedkontor for 200 millioner

Nu er underskriften sat på aftalen mellem Danish Crown og totalentreprenøren Raundahl & Moesby, der sammen med arkitektfirmaet Cebra og det rådgivende ingeniørfirma Søren Jensen kom med det bedste bud på opførelsen af Danish Crowns nye hovedkontor på Tulipvej i Randers. 

Det oplyser Danish Crown i en pressemeddelelse. 

Hovedkontoret, der samler medarbejderne fra Danish Crown Pork, Danish Crown Foods og Danish Crowns koncernfunktioner, skal opføres på en grund, hvor tidligere lå pølsefabrik. Nedrivningen af den nedlagte pølsefabrik er ved at være tilendebragt, så byggeriet forventes påbegyndt til sommer. 

Entreprisesummen er på godt 200 mio. kr. og det nye hovedkontor forventes at være klar til indflytning i slutningen af marts 2023. 

Byggeplaner har været længe undervejs 

Planerne om et nyt hovedkontor så dagens lys i 2017, men blev siden sat på pause. Danish Crowns nuværende hovedkontor på Marsvej i Randers, står over for en totalrenovering, hvis det fortsat skal være et velfungerende hovedkontor. Beregninger har dog vist, at der rent økonomisk ikke er den store forskel på at renovere bygningerne på Marsvej og på at bygge et helt nyt hovedkontor. 

Slagterbutik og køkken i hjertet af bygningen 

Det nye hovedkontor kommer til at byde på flere mødelokaler end i Danish Crowns nuværende hovedkontor på Marsvej i Randers samt en blanding af storrumskontorer og enkeltmandskontorer. 

Samtidig er der blandt andet også indtænkt et såkaldt masterchef-køkken og en slagterbutik med delikatesser, som skal være med til at vise slagterikæmpens identitet i bygningen. 

– Hjertet af bygningen med køkken og butik kommer til at skabe en fantastisk stemning og hele tiden minde os om, hvad vi arbejder med og for. Samtidig får vi et hovedkontor, som kan understøtte og løfte hele organisationen gennem synenergier mellem funktionerne i Danish Crown Pork, Danish Crown Foods og koncernfunktionerne, siger Preben Sunke.

I maj sidste år fik byggeplanerne så nyt liv, da bestyrelsen vedtog en plan det nye hovedkontor

– Selv om de fleste af vores medarbejdere lige nu arbejder hjemme og det går godt, så ændrer det ikke på at vi mangler plads. Vi har et stort behov for flere og bedre mødelokaler. Vi flyttede ind på Marsvej i starten af 1991, og byggeriet stod nu foran en totalrenovering, fortæller Preben Sunke. 

Han uddyber, at Danish Crown med nybyggeriet opnår besparelser på energi og vedligehold, man ser synergier ved at samle medarbejderne i Randers på én adresse. 

– Samtidig ejede vi allerede grunden og sidst, men ikke mindst, kan vi sælge bygningen på Marsvej, så samlet set betyder det, at omkostningerne ved at bygge et nyt hovedkontor vil være stort set de samme som ved at renovere vores nuværende bygninger, tilføjer Danish Crown-COO’en.

Fakta om DGNB-Hjerte: 

DGNB Hjerte lanceres som en integreret del af DGNB, der er en tyskudviklet certificeringsstandart for bæredygtigt erhvervsbyggeri, der nu er blevet tilpasset af DGNB Danmark. 

DGNB Hjerte er integreret med DGNB-certificeringen og består af kriterier samlet i 5 ”hjertekamre”:

Luftkvalitet – herunder afgasning fra materialer.

Termisk indeklima – herunder temperatur og træk.

Akustik – herunder efterklangstider og lydisolering.

Visuelt indeklima – herunder kvaliteten af dagslys og kunst lys.

Arkitektonisk kvalitet – herunder udsyn og uderum.

Blandt de første med DGNB-Hjerte

Når byggeriet af Danish Crowns nye hovedkontor går i gang, er der tænkt bæredygtigt både i byggemetoder og i arbejdsmiljø. Byggeriet bliver ifølge Danish Crown et af de første i Danmark, der certificeres efter DGNB-Hjerte, som lægger vægt på, at bygningen skal være sund og behagelig at være i for medarbejderne, med et særligt fokus på luftkvalitet, termisk indeklima, akustik, visuelt indeklima og arkitektonisk kvalitet. 

Byggeriet skal også kunne opnå DGNB guld-certificering. 

Ifølge Group CCO hos Danish Crown, Preben Sunke, skal det store fokus på bæredygtighed ses i lyset af selskabets mål om at hele værdikæden skal være klimaneutral i 2050. 

– Derfor er det afgørende for os, at det nye byggeri også skal matche de højeste standarder inden for bæredygtighed. Det handler om energiforbrug, arbejdsmiljø, indeklima og materialer. Vi genbruger f.eks. en masse af den nedknuste beton fra den nedlagte pølsefabrik på Tulipvej, siger Preben Sunke i pressemeddelelsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14