23948sdkhjf

Tidligere trafikminister Kaj Ikast er død

Tidligere trafikminister Kaj Ikast er torsdag afgået ved døden - 84 år. Det oplyser hans hustru, Anna Margrethe Ikast, til Ritzau.

Det mangeårige konservative folketingsmedlem led af Alzheimers og var på plejehjem. Han kom sig ikke efter en nylig hofteoperation.

Kaj Ikast var en af dem, der stod bag en række trafikale projekter i Danmark - herunder Storebæltsbroen og Øresundsbroen.

Han sad i Folketinget fra 1983 til 2005 og var en del af den såkaldte trafikmafia, der i 1980’erne og 90’erne fordelte trafikmilliarder rundt i landet.

Folk skulle kunne pendle

Gruppen bestod af politikere som Svend Heiselberg (V), Arne Melchior (CD) og socialdemokraterne Helge Mortensen og Jens Risgaard Knudsen.

De blev kendt for at kræve veje eller jernbaner til deres egne valgkredse for at lægge stemmer til store projekter andre steder. For eksempel var en jernbane mellem Kolding og Sønderborg - tæt på Kaj Ikasts valgkreds - en af få i Danmark, der var elektrificeret.

- I den periode, jeg har været med, har vi ændret Danmark fra et landbrugssamfund til et industrisamfund, hvor folk kan pendle over lange afstande, har han tidligere sagt til Nordjyske.

Kaj Ikast var trafikminister fra 1990 til 1993, da partifællen Poul Schlüter var landets statsminister.

Både før ministerperioden og efter var Kaj Ikast sit partis trafikordfører. Han var fra 2001 til 2005 formand for Folketingets Trafikudvalg.

Kaj Ikast ville lørdag 5. december være fyldt 85 år.
/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.173