Ordreindgangen hos den svenske entreprenørvirksomhed NCC er næsten halveret i årets første ni måneder, og det skyldes især Danmark. Men ifølge topchef Tomas Carlsson er der en helt naturlig forklaring på, at entreprenørkoncernens danske ordreindgang dykkede til 3,8 mia. kr. fra 7,2 mia. kr. i samme periode sidste år.
- Jeg vil næsten sige, at lå den på samme niveau, så ville det give anledning til bekymring. For i 2019 havde vi en exceptionel ordreindgang i Danmark med et antal rigtigt store projekter, og det er vi naturligvis glade for.
- Men vi kan ikke hverken forvente eller ønske os så stor ordreindgang, for det har vi ikke organisationen til at håndtere, og det danske marked kan ikke opretholde et sådant niveau, siger Tomas Carlsson til Licitationen - Byggeriets Dagblad.