23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Pihl & Søn samler selskaberne under samme paraply

Den store byggetrio bestående af entreprenørfirmaerne Pihl & Søn A/S, LM Byg A/S og det genoprejste BNS A/S skal effektiviseres, justeres og omstruktureres, så der er mere tid til både fremtidssikring og udvikling i de tre selskaber.

Helt konkret etableres der et fælles holdingselskab, Pihl Holding A/S, som fremover skal være koncernmoderskabet for de tre selskaber. Det betyder også, at LM Byg fremadrettet bliver et driftsselskab på linje med Pihl & Søn og BNS, mens en række centrale funktioner samles i det nye koncernmoderselskab.

Overfor Licitationen – Byggeriets Dagblad forklarer bestyrelsesformand Jesper Koefoed, at omstruktureringen sker for at ”fremtidssikre koncernen og skabe nye muligheder for vækst”:

De tre selskaber i koncernen

Pihl & Søn A/S blev i 2017 genrejst, efter at E. Pihl & Søn A/S gik konkurs en håndfuld år tidligere. Virksomheden fortsatte, hvor det gamle slap, og entreprenørfirmaet har vokset sig stadigt større siden genetableringen.

I regnskabsåret 2019/20 omsatte Pihl & Søn for 561 mio. kroner og havde et overskud på 19,5 mio. kroner.

LM Byg A/S er specialiseret i råhuse og beskæftiger i dag cirka 300 ansatte. I regnskabsåret 2019/20 havde LM Byg en omsætning på 1,1 mia. kroner og et resultat før skat på 63,6 mio. kroner.

I februar i år købte LM Byg og Pihl & Søn det konkursramte B. Nygaard Sørensen A/S, nu BNS A/S. Det genrejste selskab har endnu ikke afleveret et regnskab på cvr-registret.

Carsten Mindegaard er hovedaktionær i LM Byg, Pihl & Søn og BNS.
- Hvis vi ikke havde samlet funktionerne, skulle de tre virksomheder selv opbygge kompetencer og viden indenfor områder som arbejdsmiljø, bæredygtighed og nye forretningsområder. På den her måde samler vi det, så der ikke bygges søjler i hver virksomhed, men samlet. Det betyder, at vi nu kan servicere alle selskaber, og det giver effektivitet, sikker vækst og dygtige mennesker, siger han.

Kigger på nye områder

Omstruktureringen betyder dog ikke, at alle pjalter slås helt sammen.

De tre byggevirksomheder fortsætter nemlig som selvstændige selskaber med hver deres direktør i spidsen. Det betyder, at den daglige drift kommer til at ligge hos de enkelte virksomheder, mens en række funktioner samles i Pihl Holding. Det indebærer helt lavpraktisk en centralisering af for eksempel lønsystemer og visse stabsfunktioner.

Ifølge Jesper Koefoed medfører det, at der frigives kræfter i de enkelte selskaber til at fokusere på salg, tilbud, produktion og indkøb. Målet er at vise rettidig omhu og sikre, at man også i fremtiden vil være konkurrencedygtige, lyder det.

- Der er nogle ting, som vi i dag ikke har decideret ressourcer til. Det kan for eksempel være forretningsudvikling. Med den nye struktur frigiver mere tid til at undersøge nye forretningsområder, herunder også den grønne agenda, siger bestyrelsesformanden, der ikke vil uddybe de nye mulige forretningsområder.

- Vi har en række idéer, som jeg ikke vil løfte sløret for her, men som vi får tid til at undersøge. Nu kommer der til at ske en rokade af nogle medarbejdere som får nogle andre ansvarsområder, så de kan fokusere på nye forretningsområder og fremtiden, samtidig med at den daglige drift ikke bliver forstyrret, tilføjer han.

Samarbejde fortsætter

I dag samarbejder Pihl & Søn, LM Byg og M.J. Eriksson – det såkaldte Pihlkonsortium – om større og mere komplekse totalentrepriser, og det samarbejde fortsætter ufortrødent uagtet det nye koncernmoderskab, som jord- og anlægsentreprenøren M.J. Eriksson altså ikke er en del af.

Samtidig beholder M.J Eriksson sin ejerandel i Pihl & Søn, som ifølge cvr-registret tæller mellem 25 og 33 pct. af entreprenørselskabet, fastslår bestyrelsesformanden.

- Vi har drøftet setuppet med alle parter, og der er enighed omkring, at vi fortsætter samarbejdet med de større entrepriser. Det er en samarbejdsform, der er blevet meget velmodtaget i markedet, og konsortiet fortsætter i uændret form, siger Jesper Koefoed.

Den nye koncernledelse i Pihl Holding vil bestå af Hans Anker Nielsen (adm. direktør), Halldor P. Ragnarsson, Per Semmling og Mikkel Baastrup, hvor de tre sidstnævnte samtidig er direktører i hvert af datterselskaberne.
BREAKING
{{ article.headline }}
0.125