REGION HOVEDSTADEN
BIRKERØD
Boliger
Rudersdal Kommunalbestyrelse har godkendt, at forslag til Lokalplan 272 for et område ved Bistruphave og Bistrupvej og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg sendes i høring.
Lokalplanen omfatter ejendommen Bistruphave 1-3, som tidligere har været anvendt til erhvervsformål samt boligformål for en til virksomheden tilknyttet person. Ejer ønsker nu at anvende ejendommen til boligformål.
Anvendelsen fastlægges i det nye plangrundlag til boligformål som enten tæt-lav boliger eller etageboliger.
REGION SJÆLLAND
ROSKILDE
Besøgscenter
Byens Hus og Rosklide Kommune har i samarbejde med Fonden til formidling af kulturarven Roskilde Domkirke udarbejdet et fælles visionsoplæg for placeringen af Domkirkens besøgscenter i Byens Hus.
Roskilde Byråd godkendte på sit seneste møde visionsoplægget som grundlag for at fortsætte samarbejdet om udvikling af en model for etablering af besøgscenter som en del af Byens Hus.
Det skal nu afdækkes, hvordan udendørs- og indendørsfaciliteter for hele huset bedst disponeres og indrettes for at skabe den bedste synergi imellem besøgscenteret og Byens Hus’ aktiviteter.
JYDERUP
Naturrum
Holbæk Kommunalbestyrelse har vedtaget lokalplan 11.21 og kommuneplantillæg 10 - Naturområde ved Skarresø endeligt.
Lokalplanen gør det muligt for Naturpark Åmosen at opføre et naturrum i form af en bygning, hvor områdets historie, kultur og natur formidles. Desuden bliver det muligt at etablere en række forskellige overnatningsmuligheder i form af shelters og camping i området.
Som en del af projektet har landskabsarkitekterne Norrøn skitseret på en række stærke landskabsikoner i hele Naturpark Åmosen, heriblandt ovennævnte naturrum, som skal fungere som offentlighedens port til Naturpark Åmosen. Naturrummet bliver det første af landskabsikonerne, der realiseres.
HOLBÆK
Boliger
Holbæk Kommunalbestyrelse har godkendt, at lokalplanforslag 3.83 med tilhørende Kommuneplantillæg nr. 31 for boligområde ved Holbæk Have sendes i offentlig høring.
Planforslagene er udarbvejdet med udgangspunkt i et projekt fra FBGruppen, og de giver mulighed for en udbygning af en tredjedel af det solgte område ved Holbæk Have.
Planforslagene muliggør opførelse af cirka 1.000 boliger, heraf cirka 320 boliger i etape 1.
KØGE
Daginstitution
Køge Byråd har godkendt forslag til lokalplan 1095 - Daginstitution og idræt ved Ravnsborg, som herefter fremlægges i offentlig høring i seks uger.
Køges befolkning vokser og der er behov for en ny integreret daginstitution i den sydlige del af Køge.
Gymnastikforeningen Køge Bugt etablerede i 2014 et springcenter i forlængelse af Ravnsborghallen. Medlemstallet vokser og foreningen ønsker derfor en hal og tumlesal yderligere til foreningens aktiviteter.
Med lokalplanen udlægges ét stort byggefelt, der giver mulighed for en daginstitution, hal og tumlesal og samtidig giver Ravnsborghallen og bowlingcenteret mulighed for fremtidige udvidelser.
REGION SYDDANMARK
VARDE
Renovering af almene boliger
Varde Byråd har godkendt skema A for en række renoveringsarbejder, som Arbejdernes Andels-Boligforening Varde gennemfører i afdeling 7 Skolebakken/Abildvej.
Der skal blandt andet renoveres facader og tage i afdelingen, etableres fællesrum i en del af et tidligere depotrum/vaskerum og renoveres udearealer. I afdelingens 17 familieboliger øges tilgængeligheden, og i ungdomsboligerne udskiftes køkkenerne.
Projektets samlede anskaffelsessum er beregnet til 24.145.458 kr.
LYDUM
Hytter
Varde Byråd har godkendt forslag til lokalplan 11.10.L01 med tilhørende miljø- og VVM screening og tilhørende kommuneplantillæg, som herefter sendes i høring.
Det nye plangrundlag vil give mulighed for videreudvikling af området ved Nygaards Afrika ved Lydum, der omfatter spillested, restaurant, jagtmuseum, kontor- og mødelokaler, dyrepark og campinghytter.
Der er ønske om at udvide overnatningskapaciteten i området til i alt 115 enheder heraf 45 som hytter. Der ønskes mulighed for samlet at udvide med 1.500-2.000 etagekvadratmeter.
REGION MIDTJYLLAND
SKANDERBORG
Museum
Som led i etablering og udvikling af nyt museum på Perron 1 ved Skanderborg Station godkendte Skanderborg Byråd forleden en model mellem Skanderborg Kommune og Museum Skanderborg, der bygger på et længerevarende lejeforhold og en samarbejdsaftale, og som skulle give Museum Skanderborg de bedste betingelser for at arbejde struktureret med fondsarbejdet.
Der bliver således tale om, at Skanderborg Kommune ejer bygningen, bliver bygherre og lejer bygningen ud til museet på markedsvilkår.
Byrådet har tidligere bevilget 10 mio. kr. til etablering og udvikling af nyt museum. Der er positiv dialog med fonde, og der er en forhåbning om fondsmidler, der kan understøtte museets etablering og videreudvikling.
REGION NORDJYLLAND
SKAGEN
Hotel
Frederikshavn Byråd har efter endt høring vedtaget Lokalplan SKA.C.04.01.01 for Hotel ved Rolighedsvej, Skagen og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.
Hotellets centrale bygninger udgøres af en vestlig og en østlig værelsesfløj med en samlende ankomstbygning i midten, som indeholder alle hotellets servicefunktioner. Mod nord og øst udlægges areal til parkering, og mellem de to værelsesfløje, syd for ankomstbygningen udlægges et fælles opholdsareal som et grønt gårdrum. På grundens sydlige del udlægges et byggefelt til skov-hytter.
Et fritliggende og bevaringsværdigt enfamiliehus på Rolighedsvej 5 skal rives ned i forbindelse med realisering af byggeplanerne.
HJØRRING
Børnehus
Hjørring Byråd har vedtaget Lokalplan nr. 102-L05 - Børnehus ved Passelkærvej og Palleskær Engvej, Hjørring og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.
Formålet med lokalplanen er at give mulighed for etablering af en institution med børnehus, der indeholder vuggestue, børnehave og specialbørnehave. Der planlægges for, at børnehuset skal kunne rumme i alt 185 børn med 30 vuggestuebørn, 140 børnehavebørn og 15 specialbørnehavebørn.
Der gives også mulighed for senere udvidelse af børnehuset.