Hos både Danske Anlægsgartnere og Dansk Infrastruktur ser man det som et godt signal, at Vejdirektoratet igen har valgt at invitere entreprenørbranchen til at komme med bemærkninger til det foreløbige udbudsmateriale, inden det endelige udbud på den løbende drift af statsvejene bliver offentliggjort til foråret.
- Vi synes, det er en rigtig god model. Jeg er overbevist om, at de får et bedre udbud på den måde. At det giver entreprenørerne større lyst til at byde og større ejerskab - selvfølgelig under forudsætning af, at Vejdirektoratet er lydhør over for den feedback, der kommer, og at de er klar på at indrette udbuddet efter det. Ellers kan det havde den modsatte effekt, siger Michael Petersen, direktør hos Danske Anlægsgartnere.
Chef for Dansk Infrastruktur, Henrik Friis, fremhæver i tillæg, at inddragelsen kan være med til at mindske konfliktniveauet og i sidste ende give bedre priser.