HILLERØD 
Parkeringspladser 
Hillerød Byråd besluttede i forbindelse med drøftelse af turistbusparkering på Markedspladsen i juni, at forvaltningen skulle pege på en eller flere lokaliteter centralt i Hillerød, som tilsammen kan rumme 50-70 nye bynære parkeringspladser. 
Forvaltningen har nu peget på et areal for enden af Slangerupgade mod Roskildevej, hvor der kan blive plads til 50-55 biler, et areal ved Grønnegade, hvor der kan gøres plads til 10-15 biler og ejendommen P. Mogensensvej 28, hvor der etableres 30-35 parkeringspladser. 
Sagen blev behandlet i Hillerød Byråd for nylig, og her blev det besluttet, at forvaltningen skal arbejde med anlæg af nye parkeringspladser i Slangerupgade. Samtidig beder byrådet Arkitektur, Byplan og Trafikudvalget om at arbejde videre med 
Grønnegade-løsningen. 
HILLERØD 
Station 
HiIlerød Byråd har sagt god for, at forslag til lokalplan 458, Favrholm Station og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg sendes i offentlig høring. 
Det nye plangrundlag skal bane vej for den nye station, som Folketinget har besluttet skal placeres på S-banen ved Overdrevsvejen syd for Hillerød. Stationen skal tillige betjene Lokalbanen Hillerød-Frederiksværk-Hundested. 
Stationen skal stå færdig ultimo 2023, så det sikres at den kan betjene Nyt Hospital Nordsjælland, og senest ved åbningen og ibrugtagning af Nyt Hospital Nordsjælland i 2024. 
Favrholm Station bygges på bar mark og under hensyntagen til at der på et senere tidspunkt vil komme en ny bydel og lægge sig op ad stationen. 
REGION SJÆLLAND 
KØNG MOSE 
Solcelleanlæg 
Vordingborg Kommunalbestyrelse har vedtaget Lokalplan T 01.02.01 - Solcelleanlæg Køng Mose endeligt. 
Med lokalplanen gives mulighed for opstilling af et 152 hektar stort solcelleanlæg. 
Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af en ansøgning fra Better Energy Management A/S, som ønsker at etablere et større solcelleanlæg med en forventet årlig strømproduktion på cirka 170.000 MWh/år svarende til strømforbruget for cirka 42.000 boliger. 
VORDINGBORG 
Fortov 
Vordingborg Kommunalbestyrelse frigav forleden 2.050.000 kr. til nyt fortov og vejbelysning på Ørslevvej. 
Der etableres cirka 600 meter fortov på nordvestsiden af Ørslevvej fra Maglebjergvej til fodgængerfeltet på Ugledigevej. Der etableres vejbelysning på strækningen i form af cirka 20 gadelamper, og en cykelbane i krydset Ørslevvej/Ugledigevej med vejmarkering. 
Samtidig frigav kommunalbestyrelsen et rådighedsbeløb på 1 mio. kr. til renovering af cykelstier. 
Der er tidligere fremrykket og frigivet 1 mio. kr, sådan at der nu bruges 2 mio. kr. på følgende cykelstier: Københavnsvej fra Solbakkevej til rundkørslen i Ørslev, cykelstien på Chr. Richardsvej, Nyrådsvej fra Solbakkevej til Nyråd og Kastrup stien fra den nye bro ved Sct. Clemensvej til stitunnelen mod Kastrup. 
HASLEV 
Boligområde 
Faxe Byråd har besluttet at sende forslag til lokalplan 500-91 for et område ved Skovholmslundvej i Haslev og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg i høring. 
Planforslagene er udarbejdet på baggrund af en ansøgning fra ejer, som ønsker at udbygge det eksisterende boligområde ved Skovholmslundvej. Det nye plangrundlag muliggør et nyt stort boligområde med op til 400 boliger i tæt-lav og åben-lav bebyggelse. 
For at kunne udnytte lokalplanens mulighed for at udstykke boliger, kræver det at den eksisterende infrastruktur i området opgraderes, så den kan håndtere den øgede trafikmængde. På grundejers initiativ er der derfor indgået en udbygningsaftale om infrastruktur. 
REGION SYDDANMARK 
VEJLE 
Byggemodning 
For en række kommunale byggemodninger i Vejle er at alene de primære anlægsarbejder er udført. I de områder, hvor hovedparten af grundene er solgt, er der et udestående med at færdiggøre byggemodningerne. I 2021 skal en del af disse udstykninger helt eller delvist færdiggøres. I budget 2021 er der afsat et rammebeløb på 12,418 mio. kr. til færdiggørelsesarbejder af byggemodninger, og heraf planlægger forvaltningen, at der skal bruges 12,255 mio. kr. til 35 forskellige tiltag. 
Vejle Byråd godkendte de bevillingsmæssige konsekvenser på sit møde forleden. 
REGION NORDJYLLAND 
HALS 
Oplevelsespladser 
Aalborg Kommune og Hals-Hou-området har fået 1 mio. kr. fra Nordea-fonden til at etablere to oplevelsespladser ved henholdsvis Hals Havn og ved Møllestenen på Nordsøstien, skriver Aalborg Kommune i en pressemeddelelse. 
Oplevelsespladserne skal bidrage til at skabe mere aktivitet langs kysten, og målet er, at de skal være færdige og klar til leg i sommeren 2021.