REGION MIDTJYLLAND
SILKEBORG
Indendørs padelbane
Silkeborg Tennisklub har fremsendt ansøgning til Silkeborg Kommune om anlægstilskud på 2 mio. kr. fra puljen til medfinansiering af lokalt initierede projekter til etablering af indendørs padelbane på Søholt, og Silkeborg Byråd har besluttet at imødekomme ansøgningen.
Projektet har et samlet budget på 5 mio. kr., og klubben vil efter byrådets tilsagn om støtte nu også søge om støtte fra fonde og andre sponsorer.
SILKEBORG
Renovering og ombygning
Silkeborg Byråd har godkendt skema A og sagt ja til at støtte et renoverings- og ombygningsprojekt, som Arbejdernes Byggeforening vil gennemføre i afdeling 2 Ringgården.
Samtidig har byrådet givet tilladelse til, at 31 enkeltværelser i afdelingen nedlægges, og givet forhåndstilsagn om 15 nye kvoter til etablering af boliger i uudnyttet tagetage.
Afdelingen omfatter 142 almene familieboliger samt 31 enkeltværelser placeret i en karré. Bebyggelsen er fra 1949-51. Boligerne er i dag indrettet med adskilt stue og køkken samt små badeværelser. Ombygningen vil sikre opholdsrum med kombineret køkken, alrum og stue samt større badeværelser. Der vil endvidere blive skiftet døre og vinduer.
For at øge boligernes tilgængelighed vil der blive etableret 12 elevatorer samt niveaufrie indgange og altaner. Desuden vil der blive opført et nyt fælleshus med vaskeri og gæsteboliger. Der vil desuden ske forbedringer af klimaskærmen samt blive etableret nye ventilationssystemer.
Den samlede anskaffelsessum for renoveringen/ombygningen er opgjort til i alt 226,261 mio. kr.
Renoveringen forventes påbegyndt i august 2021 og afsluttet tre år senere.
HORSENS
Udbygning af plejecenter
Horsens Byråd har godkendt skema A og dermed givet tilsagn om støtte til udbygning af plejecentret Egebakken som ansøgt af Horsens Andelsboligforening.
Projektet er opdelt i to faser grundet krav om lokalplan og køb af grund. I fase 1 opføres fem nye boliger og der sker en udvidelse af aktivitetscenteret. I fase to opføres 24 nye plejeboliger.
Udvidelsen af plejecentret blev besluttet i forbindelse med vedtagelsen af budget 2020, og siden har administrationen og fagfolk på ældreområdet i samarbejde Horsens Andelsboligforening af 1954, Aktivitetscenter Egebakken og Rum Arkitekter arbejdet på at få lavet en helhedsplan, som skaber de bedst mulige rammer for plejen, beboerne i plejecenteret og for brugerne af aktivitetscenteret.
I den kommende tid skal byggeriet projekteres, og byggeopgaven i udbud. Byggestart bliver ifølge planerne til september 2021.
HORSENS
Udbygning af biogasanlæg
Biogasanlægget i Rådved har anmodet Horsens Kommune om en ny planlægning, da virksomheden gerne vil udvide produktionen af vedvarende energi.
Der er nu udarbejdet forslag til kommuneplantillæg og lokalplan samt miljørapport og miljøkonsekvensrapport for at gøre planlægningen og udvidelsen mulig, og forslagene blev forleden godkendt af Horsens Byråd med henblik på offentliggørelse i otte uger.
Det nye plangrundlag vil gøre det muligt at øge antallet af reaktortanke fra tre til ni, og der gives mulighed for etablering af en gastankstation til brug for anlæggets egne lastbiler. Lokalplanen sikrer desuden etablering af cirka 600 meter jordvold mod vest og syd, der skal fungere som både støj- og visuel barriere mod naboerne og sikring ved brud og udslip af biomasse fra reaktortanken.
REGION SYDDANMARK
ODENSE
Udvidelse af vandværk
VandCenter Syd har indgået en aftale med Odense Universitetshospital om at levere blødgjort vand til Nyt OUH. Til det formål ønsker VandCenter Syd at udvide det eksisterende Dalum Vandværk.
Udvidelsen skal ske på et areal, der i dag anvendes som kolonihaver. Tre havelodder skal nedlægges og erstattes af nye, som forvaltningen foreslår at udlægge ved den nærliggende haveforening.
På grund af vandværkets synlige placering og en række naturhensyn i området skal der udarbejdes en lokalplan for Dalum Vandværk. Dette nødvendiggør et tillæg til kommuneplanen, som samtidig skal håndtere udvidelsen i haveforeningen.
By- og Kulturvalget i Odense Kommune har besluttet at iværksætte en forudgående høring med indkaldelse af idéer, forslag og kommentarer til den forestående planlægning.
SØNDERBORG
Udbygning af botilbud
Sønderborg Byråd har godkendt skema A for udbygning af Botilbud Løvkær med to boliger, som etableres efter Almenboligloven.
De to nye boliger, der opføres som to fritstående boliger på i alt 122 kvm, har en samlet anskaffelsessum på 2.931.000 kr.
Botilbuddet Løvkær har i dag 12 boliger med tilhørende fællesareal og serviceareal.
SØNDERBORG
Boliger
Sønderborg Byråd har vedtaget lokalplan 4.6-13 for et tæt-lav boligområde i Ulkebøl, Sønderborg endeligt.
En privat bygherre har købt det gamle Ulkebølcenter samt tidligere kommunale børnehave for at omdanne dem til en tæt-lav boligbebyggelse med lejligheder, hvilket bliver muligt med den nu vedtagne lokalplan.
Bygherre planlægger at indrette 41 lejligheder i centret samt fem lejligheder i den tidligere børnehave.
REGION SJÆLLAND
SLAGELSE
Boligbebyggelse
Slagelse Byråd har vedtaget Lokalplan 1221 - Boligbebyggelse på Rosenkildevej 99 endeligt.
Med lokalplanens endelige vedtagelse gives der mulighed for at etablere seks tæt-lave boliger på omkring 110 kvm fordelt på to længehuse i halvanden etage.
KALUNDBORG
Udskiftning af døre og vinduer
Kalundborg Kommunalbestyrelse har sagt god for, at Fællesorganisationens Boligforening, afdeling 16 optager et lån på 3 mio. kr. med kommunegaranti til brug for en renoveringsindsats i afdelingen.
Lånet skal finansiere kloakrenovering i afdelingen samt udskiftning af døre og vinduer i 14 af delingens huse.
REGION HOVEDSTADEN
BALLERUP
Boligbyggeri
Ballerup Kommunalbestyrelse har godkendt forslag til kommuneplantillæg nr. 9, som herefter fremlægges i offentlig høring.
Uddannelsesinstitutionen TEC ønsker at sætte deres ejendom på Telegrafvej 9 til salg. Ejendommen ligger i Pederstrup Bykvarter, som der er blevet udarbejdet en helhedsplan for. I første omgang lægges der op til en ændring af kommuneplanen fra erhvervsformål til boligformål. Senere skal der lokalplanlægges for området, når der foreligger mere konkrete projekter. Kommuneplantillægget vil sætte rammerne for lokalplanlægningen.
TEC har fået udarbejdet et forslag til en bebyggelsesplan på to en halv til fem etager, som kan danne grundlag for fremtidig lokalplanlægning.