Beton, beton, beton.
Det grå byggemateriale er uhyre populært, men der er også en skyggeside ved det eskalerende brug af den stærke masse.
For ifølge Det Internationale Energiagentur står cementproduktionen for 7 pct. af verdens CO₂-udledning, hvilket svarer til over halvdelen af den samlede udledning fra byggematerialer.
Til sammenligning står fragtskibe for næsten 3 pct. af verdens CO₂-udledning, mens flytrafikken står for lige over 2 pct.
Der er derfor brug for at blive sat gang i nye initiativer i den danske betonbranche hurtigst muligt, hvis Danmark skal nå målet om at reducere udledningen med 70 pct. (i forhold til 1990) inden 2030.
Sådan lyder meldingen fra forsker i beton og konstruktioner og professor ved DTU Byg, Per Goltermann:
- Det er meget ambitiøst. Hvis man havde sagt 50 pct., så havde jeg sagt, at det kan vi godt gøre. Men når målet er 70 pct., så er vi presset, og jeg kan ikke helt se, hvordan betonbranchen skal kunne nå det, siger han til Licitationen - Byggeriets Dagblad.