23948sdkhjf

Riget udvider mod nord med zigzag-bygning

Rigshospitalet i København har fået en ny fløj, der betyder en udvidelse af hospitalet på 54.000 kvm, der nu rummer 209 sengestuer, moderne operationsstuer, et intensivafsnit samt nye ambulatorier.

Nordfløjen er udformet med et blik for patienttrivsel, personalets behov og fremtidens hospitalsfunktioner.

Det er et spektakulært nyt kompleks, hvor målet har været at fremme helingsprocessen hos den enkelte og samtidig optimere effektivitet og funktionalitet.

Nordfløjen er fordelt på syv etager og rummer - ud af de 209 sengestuer - 196 enestuer med eget bad og toilet og 33 operationsstuer, et intensivafsnit, ambulatorier, billeddiagnostisk funktion samt optimale rammer til forskning.

Bedre flow på hospitalet
Udformning og indretning er resultat af et tæt samarbejde mellem LINK arkitektur, 3XN arkitekter og ingeniørvirksomheden Sweco.

LINK og 3XN

LINK arkitektur er en af Skandinaviens største arkitektvirksomheder med 16 kontorer og 500 ansatte i Norge, Sverige og Danmark. LINK arkitektur specialiserer sig i større velfærdsbyggerier, deriblandt sygehusbyggerier, og står bl.a. bag Center for Partikelterapi på Aarhus Universitetshospital (2019) og det nye Aalborg Universitetshospital, som står færdigt næste år.

3XN har mere end 130 ansatte på kontorer i København, Stockholm, Sydney og New York. Tegnestuen har designet en lang række højprofilerede og prisvindende bygninger. Den Internationale Olympiske Komités nye hovedsæde, Royal Arena, Sydney Fish Market og Rigshospitalets nye børnehospital, ”BørneRiget” er blot få eksempler på byggerier fra 3XN.

Sammen med LINK Arkitektur står 3XN i spidsen for den igangværende udvidelse af Rigshospitalet, der ud over Nordfløjen, tæller et patienthotel og p-hus, der åbnede i 2015.

Desuden har landskabsarkitekterne Kristine Jensens Tegnestue og den tyske arkitektvirksomhed Nickl & Partner været samarbejdspartnere.

Nordfløjens zigzag-form er inspireret af et kardiogram, der gennemskæres af én vertikal hovedfærdselsåre.

- Det er en rationel struktur, der gør det muligt for sundhedspersonalet at bevæge sig hurtigt fra A til B, samtidig med at stillezoner og sengestuer - der alle har frit udsyn til omgivelserne - er placeret, så de er trukket tilbage fra hovedfærdselsåren og ikke forstyrres af uvedkommende gennemgang, siger Kim Herforth Nielsen, grundlægger og kreativ direktør hos 3XN, til Arkbyg.

Glidende overgange
Han tilføjer, at det centrale arkitektoniske greb på Nordfløjen gør det muligt at binde ambulatorier og sengeafsnit på tre etager effektivt sammen.

- Det sker via en gennemgående akse, der forløser et behov for multianvendelse og korte glidende overgange på tværs af specialernes forskellige funktionsafsnit, siger Kim Herforth Nielsen.

- Det har været vores fælles hovedidé at skabe dette unikke hospitalsdesign, som naturligt gør det nemmere for patienterne "at finde frem", siger Kim Herforth Nielsen, mens Mette Dan-Weibel, Skandinavisk Direktør for Link Arkitektur Sundhed, i et kort skriftligt svar til Arkbyg pointerer, at layoutet samtidigt på bedste måde understøtter hospitalets drift.

- Det har været vigtigt for os at skabe et smukt lyst arbejdsmiljø, også for sundhedspersonalet, siger hun.

Mere tidssvarende
- Vi glæder os over at indvie den nye fløj, som markerer et stort skridt på vejen mod et endnu mere tidssvarende og rummeligt Rigshospital. Fra projektering til byggeproces har vi haft et konstruktivt samarbejde med arkitekter, ingeniører og entreprenører om indretning og design, arbejdsflow og patientbehov. Vi ser nu frem til at rykke ind i et sundhedsbyggeri af højeste standard, der er skabt til at imødekomme nutidens behov og fremtidens forandringer, siger hospitalsdirektør for Rigshospitalet, Per Christiansen, i en pressemeddelelse.

Overblik og nem orientering
Der er desuden sørget for optimale ankomstforhold for dagkirurgiske patienter, ligesom de præ-og postoperative områder er placeret, så de hænger sammen med operationsområderne.

To spiraltrapper og fire elevatortårne forbinder etagerne fra det centrale fællesstrøg. Trapperne er placeret i åbne atrier, der bringer dagslys ind i bygningen fra oven og fra de store vinduespartier mod hver facade.

For at gøre det nemmere at orientere sig, har hver etage sin egen farve på gulvet, dørene og udvalgte vægge.

Kunstværker af Olafur Eliasson, Malene Landgreen og Erik A. Frandsen bringer farve og liv ind i bygningen og nedtoner de sterile hospitalsomgivelser. Værkerne er placeret i atrierne, og giver rummene en stærk identitet, der er synlig såvel indefra som udefra. Dermed bliver disse rum tydelige pejlemærker, som gør det nemmere at orientere sig i bygningen.

De arkitektoniske tanker bag Nordfløjen har været at ramme et udtryk, der signalerer åbenhed, transparens, tryghed og humanisme - og samtidig skabe en langtidsholdbar løsning.

Nye behandlingsformer og konstant digital innovation vil udfordre de eksisterende hospitalers rammer, mener designerne.

"Derfor er Nordfløjen, trods sit ekspressive udtryk, bygget efter enkle principper, der giver fleksibilitet og plads til at justere i forhold til morgendagens forandringer og nye behov", fortæller en pressemeddelelse fra arkitekterne .

Et lyst byggeri
Den helende arkitektur har været et styrende princip på alle niveauer.

De åbne glaspartier lader dagslyset flyde ind i bygningen og skaber sammenhæng mellem dens indre og Fælledparkens grønne karakter.

"De grønne omgivelser og de gennemlyste rum er tryghedsskabende, og sætter ro og nærhed for den enkelte patient og de pårørende i centrum. Resultatet er et hospitalsbyggeri, hvor det ganske enkelt er rart at opholde sig, og hvor patienterne får optimale betingelser for trivsel og restitution", lyder det håbefuldt i pressemeddelelsen.

Facaden er opført i lyse natursten, som får bygningen til at fremstå lys og venlig. Facetterne i facadeopbygningen skaber naturlig afskygning indadtil og tilfører facaden et levende udtryk, der ændrer sig henover døgnet. De lyse sten reflekterer de grønne omgivelser i Fælledparken.

En del af byen
"Nordfløjen er ikke blot tænkt som en selvstændig bygning med sin egen klare identitet, men forholder sig til de eksisterende bygninger på området, der tilhører hver sin tidsalder. For at tilpasse sig det omkringliggende byrum er Nordfløjen skaleret ned fra nordvest mod sydøst", skriver 3XN i en pressemeddelelse.

Bygningen er dermed højest mod de eksisterende bygninger og centralkomplekset - og lavest i retning mod Blegdamsvej. ///

Artiklen er en del af temaet arkbyg.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
JOB i FOKUS
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Se seneste nyhedsbrev ???id_11737???

Send til en kollega

0.787