Travlhed tager tempo ud af betonværks-afvikling
Skagen Cementstøberi har haft rygende travlt de seneste mange måneder. Så meget endda, at den nordjyske betonvirksomhed sætter farten ned på afviklingen af produktionsanlægget i Klarup øst for Aalborg. Det fortæller direktør for Skagen Cementstøberi Jens Jørgen Nielsen til Nordjyske Stiftstidende.
Virksomheden købte for et år siden 15.500 kvm erhvervsjord af Rebild Kommune i Porsborgparken i Støvring tæt på Nordjyske Motorvej. Dengang lød det, at det nye betonværk ville stå klar i løbet af 2020, samt at der ville være brug for 10-15 medarbejdere.
- Planen var, at det betonværk, vi etablerer ved motorvejen i Støvring, og som står færdig næste år, skulle erstatte værket i Klarup, men som det ser ud nu, regner vi med, at der bliver et overlap på to til tre år, hvor der produceres både i Støvring og Klarup, siger beton-direktøren nu til Nordjyske Stiftstidende.
Han slår samtidig fast, at værket i Klarup skal lukkes, idet der bygges på firmaets arealer.
Skagen Cementstøberi har netop præsenteret sit 2019/20-regnskab, som kan betegnes som en succesperiode med et overskud på godt 54 mio. kr. før skat.
