23948sdkhjf

Kendt byggematador bag ulovlige huse kræves idømt sekscifret bøde

En noget usædvanlig sag fra Randers-bydelen Hornbæk tages nu skridtet videre. Den kendte lokale byggematador Søren Tovgaard skal i retten tiltalt for at have opført fire parcelhuse uden byggetilladelse, ligesom han også er tiltalt for at have ignoreret en standsningsmeddelelse fra kommunen.

Østjyllands Politi kræver ham idømt en bøde på 100.000 kroner.

- Det er ikke særlig tit, vi har de her sager. Der er meget få om året. Så vi har heller ikke deciderede takster for bødestørrelser. Det beror på en skønsmæssig vurdering ud fra sammenlignelige sager, siger specialanklager hos politiet Jan Østergaard til TV2 Østjylland.

Ville ikke vente på byggetilladelse

Hele sagen begyndte i februar, hvor Søren Tovgaard gennem firmaet Guldvej Aps satte byggeriet af fire huse på Overvænget i gang. Men han havde altså ikke fået byggetilladelsen endnu.

Det kom Randers Kommune for øre, og en måned senere blev bygherren meddelt, at han straks skulle standse byggerierne af de fire huse. Hvilket han i flere måneder valgte at ignorere.

- Det er en skærpende omstændighed, at der er tale om en professionel, som burde kende reglerne. Og der er tale om ikke bare ét, men fire huse, siger Jan Østergaard fra Østjyllands Politi.

Da bygherren valgte at ignorere standsningsmeddelelsen, valgte Randers Kommune at politianmelde ham. Siden har politiet efterforsket sagen og er kommet frem til at tiltale manden og kræve ham idømt den store bøde.

Politisk øjenbæ

Også politisk har byggesagen været drøftet.

Medlemmerne i Miljø- og Teknikudvalget skulle i maj tage stilling til, om de fire huse skulle rives ned. Eller om det var nok, at de blev gjort lovlige.

For ikke nok med, at husene er bygget uden tilladelse, så manglede der også dispensationer for terrænregulering og højden på tre af carportene.

Noget som et flertal i udvalget besluttede, at han ikke kunne få. Så siden er der blevet justeret på byggerierne.

- Jeg synes, at det er noget griseri, når en bygherre bare fortsætter og gør, som det passer ham, fordi han er en stor kanon, sagde formand for udvalget, Frank Nørgaard (DF), i maj.

Udvalgsformanden var dog en af dem, som stemte imod en decideret nedrivning.

- Forvaltningen lægger op til, at byggeriet skal gøres lovligt. Det er et kæmpe arbejde at sætte en nedrivning i gang, og man skal vurdere, om den modsvarer 'forbrydelsen', der er lavet, sagde Frank Nørgaard.

TV2 Østjylland har været i kontakt med Søren Tovgaard, der ikke har ønsket at kommentere sagen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125