REGION HOVEDSTADEN
TRANEGILDE
Formidlingslegeplads
Ishøj Byråd har godkendt, at der etableres en formidlingslegeplads på Bredekærgård med handicapvenlige adgangsforhold og indretning. Samtidig er finansieringen af projektet, som der bruges 1,3 mio. kr. på, blevet godkendt.
Bredekærgård er en levende og aktiv gård i udkanten af Tranegilde Landsby, der byder på hyggelig bondegårdsidyl og danner ramme for mange arrangementer som eksempelvis foredrag, udstillinger, naturformidling, børnedage og meget mere. Ishøj Naturcenter, Ishøj Arkiv og Kroppedal Museum hører ligeledes til på gården.
Formidlingslegepladsen skal understøtte den udvikling som Bredekærgård har gennemgået de seneste 10 år. Formidlingslegepladsen spiller således sammen med de øvrige formidlingstiltag på stedet og skal formidle dansk landbrugshistorie og natur gennem leg, fantasi og læring.
Formidlingslegepladsen etableres med inspiration fra gårdlivet anno 1950.
REGION SJÆLLAND
SAKSKØBING
Nedrivning
Guldborgsund Forsyning har som ejer af Elvej 8, 4990 Sakskøbing, søgt Guldborgsund Kommune om tilladelse til nedrivning bygning 3 og 4 på ejendommen, der begge er fra 1908. Bygning 3 er registreret med bevaringsværdi 3 og bygning 4 er registreret med bevaringsværdi 4.
Sagen blev behandlet i Teknik, Miljø og Ejendomsudvalget for nylig, og her blev det besluttet at give tilladelse til nedrivningen.
REGION MIDTJYLLAND
HJERM
Stiprojekt
Borgerforeningen i Hjerm udarbejdede i 2015 helhedsplanen "Hjerm 100" for at sikre udvikling af området. I den forbindelse blev der nedsat en Naturgruppe, der skulle udarbejde forslag til naturstier med det formål at formidle lokal natur, landbrug og kulturhistorie samt understøtte undervisningen af lokale skoleelever øge kendskabet til de lokale særpræg og historie. I samarbejde med Geopark Vestjylland er der udarbejdet forslag til to stiforløb - et spor ved Hjerm Bæk/Hummelmose Å og et spor ved Hjerm Kalkmine - som Struer Byråd bakker op om. Projektet støttes således med 300.000 kr. fra udviklingspuljen for Hjerm.
Der er også givet tilsagn om støtte fra LAG Struer-Holstebro på 175.000 kr. samt fra Friluftsrådet på 200.000 kr. Derudover vil der blive sendt ansøgninger til en række øvrige fonde.
Hjerm bæk-sporet løber i en smeltevandsdal fra sidste istid over en samlet strækning på 2,3 km, hvor der ved starten af sporet skal etableres et regnvandsbassin. Begge stiforløb etableres som trampestier i landskabet med en række tiltag for at fremme tilgængeligheden, eksempelvis en bro over Hummelmose Å, og primitive trapper til forcering af stejle skrænter tre steder.
VILDBJERG
Byggegrunde
Herning Byråd har vedtaget lokalplan 81.B5.1 for boligområde nord for Østergade i Vildbjerg og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.
Lokalplanområdet er cirka 2,6 hektar stort og ligger i den østlige del af Vildbjerg, hvor der gives mulighed for udstykning 11 grunde til åben-lav bebyggelse.
REGION NORDJYLLAND
STØVRING
Stikveje
Rebild kommune har solgt flere erhvervsgrunde i Porsborgparken, og der skal nu skabes vejadgang til de solgte grunde.
I den nordlige ende af Porsborgparken etableres en stikvej ind i området med en vendeplads dimensioneret for et sættevognstog, og den eksisterende stikvej til Bitum skal udvides med en meter i vejbredden. I stykket mellem vejen til Bitum og den nye vej til Skagen Beton er der to muligheder for vejadgange, hvor prisen vil ligge mellem cirka 4 og 4,7 mio. kr.
Center Plan, Byg og Vej vil indhente priser fra tre rådgivere til at varetage opgaven med projektering, udbud og tilsyn med opgaven.
Sagen var på Rebild Byråds dagsorden for nylig, og her blev udbudsvilkårene godkendt, ligesom der blev givet grønt lys for igangsættelse af projektering og anlæggelse af veje og vendepladser.
AARS
Naturgenopretning
Vesthimmerland Kommune har fået udarbejdet en helhedsplan for Halkær ådal, og på baggrund af denne har kommunen fået tilsagn om tilskud til stort set hele projektområdet fra forskellige tilskudsordninger. Det fremgår af referatet fra seneste møde i Teknik- og Miljøudvalget, hvor der blev orienteret om projektet.
Helhedsplanen omfatter et klima - og ådalsprojekt, vådområdeprojekt, lavbundsprojekt, naturgenopretningsprojekter, jordfordeling og friluftsaktiviteter. Det samlede projektområde er på cirka 650 hektar og vedrører primært de offentlige vandløb Herredsbækken og Halkær Å på forløbet fra Gislumvej ved Aars og til lidt nord for Vegger by.
I den kommende tid skal forvaltningen have udarbejdet tekniske forundersøgelser.