Der er kommet styr på smittespredningen blandt de cirka 145 udenlandske håndværkere i Faxe Kommune, og den har ikke spredt sig til lokalsamfundet.
Det er budskabet i en opdatering på det sociale medie Facebook, hvor kommunen mandag har oplyst, at der det forudgående døgn ikke har været flere nye smittetilfælde med forbindelse til udbuddet.
Håndværkerne har været indkvarteret på tre adresser i Faxe Kommune, og søndag i uge 41 blev en af dem konstateret smittet, hvilket førte til stortests.
"Smitteopsporingen og inddæmningen har heldigvis virket, og der har været et godt samarbejde mellem de involverede myndigheder, der indgår i den Regionale Beredskabsstab, og med arbejdsgiveren for de østeuropæiske håndværkere", lyder det i kommunens opdatering.
Her oplyses det, at det totale tal for smittede blandt de udenlandske håndværkere søndag var på 81.
Derudover oplyser kommunen, at nogle af de tidligere smittede i går kunne begynde at arbejde igen.
"De smittede er nemlig raske, når de efter syv døgn fra den konstaterede smitte har været symptomfrie i 48 timer", lyder det.
En alvorlig situation
Det lokale medie TV2 Øst har tidligere beskrevet, at de udenlandske arbejdere primært tæller polske håndværkere fra virksomheden Budomex, som blandt andet arbejder på Carlsberg Byen i København.
Ifølge Licitationen - Byggeriets Dagblads oplysninger gælder det på projektet Dahlerups Tårn for virksomheden Züblin. Det bekræfter Carlsberg Byen i en mail.
Carlsberg Byen betegner den konstaterede smitte for "en alvorlig situation for de berørte personer og for den berørte byggeplads".
Desuden oplyses det, at Carlsberg Byen har "tæt kontakt til totalentreprenøren, der har ansvaret for det berørte projekt", og at de følger udviklingen tæt.
Hvordan påvirker det her fremdriften i Carlsberg Byen-projektet?
"Carlsberg Byen består af mange projekter, som typisk varer flere år, og vi har fuld tillid til, at vores totalentreprenører afleverer byggerierne til de aftalte tidspunkter", lyder det i et mailsvar.
Hos Züblin lyder det, at man er "særdeles agtpågivende og følger nøje myndighedernes råd og anvisninger".
Det er inden deadline ikke lykkes med en kommentar fra Budomex.
Over for TV2 Øst har Budomex’ direktør, Damien Smalarz, tidligere oplyst, at de i fremtiden vil lave mindre grupper:
- Jeg kan ikke lide at have så mange samlet på et bosted. Vi prøver at splitte dem i mindre grupper, fordi så er der større chance for at undgå en lignende situation i fremtiden.