Millioner af bygninger i Europa med utætte vinduer og dårlig isolering - mange opvarmet med fossile brændstoffer - står i dag og pumper CO2 ud i atmosfæren.
Samlet set tegner bygninger sig for 36 pct. af EU’s samlede CO2-udledninger og 40 pct. af det samlede energiforbrug, men kun 1 pct. af alle bygningerne bliver energirenoveret hvert år.
Det er baggrunden for, at EU-Kommissionen med en ny strategi vil poste milliarder i energirenovering af ikke mindre end 35 millioner bygninger for at nå EU’s klimamål på 55 pct. CO2-reduktion inden 2030.
Indsatsen vil ifølge strategien "Renovation Wave" skabe op til 160.000 nye grønne job inden for byggeriet og medføre en fordobling af energirenoveringsraten i EU inden for de næste 10 år.
Samlet set mener EU-Kommissionen, at der er brug for yderligere 275 mia. euro i bygningsinvesteringer hvert år for at nå klimamålet.