REGION HOVEDSTADEN
GLADSAXE
Renovering af Søborg Hovedgade
By- og Miljøforvaltningen i Gladsaxe Kommune har taget hul på forarbejderne til den kommende renovering af Søborg Hovedgade.
Forvaltningen har på baggrund af drøftelser med bygherrerådgiver revurderet processen og besluttet at udarbejde et EU-udbud på
totalrådgiveropgaven. Totalrådgivningen vil omfatte både landskabsarkitekt- og ingeniørydelser.
Forvaltningen forventer, at totalrådgiveren er valgt i foråret 2021, fremgår det af referatet fra seneste møde i Trafik- og Teknikudvalget, hvor der blev orienteret om sagen.
Renoveringen forventes afsluttet ultimo 2022.
REGION SJÆLLAND
SLAGELSE
Kloakering
Slagelse Byråd har vedtaget spildevandstillæg 6 - Kloakering af Slagelse, Boeslunde og Skælskør endeligt.
Spildevandstillægget vedrører spildevandskloakering af seks ejendomme i Boeslunde, to i Skælskør samt separatkloakering af en ejendom i Slagelse.
Kloakeringsprojektet forventes at få en positiv effekt på både Spegerborgrenden, Hulbyrenden og Jernbjerg å, når udledningen af spildevand mindskes.
Alle udgifter afholdes af SK Forsyning, som budgetterer med en udgift på cirka en halv mio. kr.
REGION MIDTJYLLAND
AULUM
Legeplads
Herning Byråd har frigivet en anlægsbevilling på 1,3 mio. kr. til etablering af en legeplads ved Aulum-Hodsager skole, afdeling Aulum.
Den nuværende legeplads er nedslidt, og skolen ønsker i forbindelse med reetablering efter kloakseparering og renovering af fjernevarmeledninger at etablere en attraktiv og udfordrende legeplads for alle eleverne.
BJERRINGBRO
Styret underboring
Viborg Kommune har givet Gudenådalens Energiselskab tilladelse til krydsning af Gudenåen med styret underboring ved Bjerringbro.
Arbejdet udføres i perioden fra fjerde kvartal 2020 til første kvartal 2021.