Efter at have præsteret fremgang de senere år, må HPH Totalbyg A/S se sig slået tilbage på bundlinjen i nyt regnskab.
Virksomheden opgiver ikke omsætning, men bruttofortjenesten falder i 2019/20 med 4 pct. til knap 60 mio. kr., mens resultatet før skat dykker til 6,5 mio. kr. fra lige under 19 mio. kr. i 2018/19.
Virksomheden skal tilbage til 2016/17 for at finde en lavere bundlinje. Dengang var resultatet før skat på 5,4 mio. kr.
Udskudte projekter er ifølge Jacob Westergreen, salgsdirektør og medindehaver af HPH Totalbyg, en stor del af forklaringen på tilbagegangen i det nye regnskab.
- Vi havde en ordrebeholdning, som gjorde, at vi skulle vækste omsætningen med 30-40 pct. Men så skete der uheldigvis det, at et par store projekter blev udskudt på grund af manglende byggetilladelser. Det påvirker, fordi vi havde gearet til at skulle løfte den højere omsætning, siger han og fortsætter:
- En anden årsag er, at vi blev ramt af et meget regnfuldt efterår og vinter. Og i foråret blev vi udfordret af corona, fordi vi har en procentvis udenlandske arbejdere. I perioder kunne de ikke rejse hjem, og i andre perioder kunne de ikke rejse hertil.
- Men det er suverænt de udskudte projekter, som påvirker mest. Vi har vækstet omsætningen med 20 pct., men det har ikke været nok, fordi vi havde gearet til et væsentligt højere omsætningsniveau, siger Jacob Westergreen.
Han oplyser, at de udskudte projekter har kostet i omegnen af 10-12 mio. kr.
Virksomheden har i regnskabsåret øget medarbejderstaben til over 90 ansatte, og personaleomkostningerne er sammenlignet med året før øget med cirka 8,7 mio. kr., fremgå det af regnskabet.
Ikke bange for konkurrence
Det nye regnskab er det første, efter HPH Totalbyg tilbage i slutningen af januar 2020 overtog en del af aktiverne i Dansk Halbyggeri A/S, som gik konkurs i begyndelsen af januar.
Ifølge Jacob Westergreen spiller Dansk Halbyggeri imidlertid ingen rolle i HPH Totalbygs regnskab.
- Dansk Halbyggeri ligger i vores investeringsselskab. Det er ikke et datterselskab men et søsterselskab, så det har ingen indflydelse, siger han.
Som Licitationen - Byggeriets Dagblad tidligere har beskrevet fulgte både Mogens Laustsen og Henrik Madsen med over efter overtagelsen af Dansk Halbyggeri, men i slutningen af marts valgte en enig ejerkreds at opsige Henrik Madsen som adm. direktør her.
Mogens Laustsen er i stedet både salgsdirektør og adm. direktør, mens Henrik Madsen sammen med AAT Gruppen i stedet har etableret et nyt selskab i form af Halbyg A/S.
Jacob Westergreen har tidligere vurderet, at den nye konkurrent ikke får betydning for HPH Totalbyg.
- Jeg ønsker dem held og lykke, men jeg tror generelt set ikke, at det får en betydning for os. Der er i forvejen mange spillere på markedet, sagde han i juni.
Dansk Halbyggeri A/S blev begæret konkurs den 7. januar, da det stod klart, at selskabet havde mistet egenkapitalen og ville løbe tør for likviditet inden for få måneder.
Årsagen var et stort tab på en totalentreprise på Tinghallen i Viborg
Udskudte projekter har kostet entreprenør dyrt
Direktør i HPH Totalbyg A/S, der tilbage i januar overtog dele af konkursramte Dansk Halbyggeri, vurderer, at udskudte projekter i 2019/20 har kostet virksom-heden et tocifret millionbeløb