23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

REGION HOVEDSTADEN

FREDERIKSBERG
Udskiftning af vinduer
DAB har på vegne af Frederiksberg almennyttige Boligselskab, afdeling Finsensvej, søgt om en kommunal garanti på 100 procent for et realkreditlån på 1.289.000 kr., der skal bruges til udskiftning af afdelingens vinduer.

Frederiksberg Kommunalbestyrelse har besluttet at imødekomme ansøgningen.

Prisen for vinduesudskiftningen anslås til 1.633.000 kr., hvor den anden ejer i den pågældende ejerforening skal afholde 344.000 kr.

SKOVLUNDE
Etageboliger og rækkehuse
Der er udarbejdet projektskitse for ny bebyggelse på arealet ved hjørnet af Torvevej og Ballerup Boulevard i Skovlunde Bymidte Nord, men da projektet på enkelte punkter ikke harmonerer med bestemmelserne i gældende lokalplan, er der søgt om dispensation herfra. Teknik- og Miljøudvalget i Ballerup Kommune besluttede på sit møde forleden at give de fornødne dispensationer.

Der skal ifølge planen opføres både rækkehuse og etageboliger på arealet.

REGION SYDDANMARK

STRIB
Etageboliger og rækkehuse
Økonomiudvalget i Middelfart Kommune har sagt god for at sætte en lokalplanproces for et nyt boligområde kaldet Skovhaven ved Billeshavevej i Strib i gang som ansøgt.

Bygherre ønsker at anvende området til cirka 80 etageboliger fordelt på tre etagebebyggelser på seks etager og cirka 38 boliger opført som rækkehuse i en tæt/lav bebyggelse. Derudover ønskes opført et fælleshus, som kan anvendes til kulturelle formål med offentlig adgang.

BRENDERUP
Selvforsynende boligbebyggelse
Økonomiudvalget i Middelfart Kommune har sagt god for, at der kan igangsættes lokalplanlægning, der gør det muligt for Foreningen Grobund Brenderup at opføre en såkaldt Off-grid bebyggelse med 30-40 mindre huse på Bystævnevej 4 i Brenderup. Der er tale om en bebyggelse, der skal være selvforsynende med strøm og vand og selv håndtere spildevand og affald.

Kommunen vil gå nye veje i planlægningen med at afkoble bebyggelsen fra alle de normale forsyningsselskaber, og derfor vil der undervejs blive udfordringer med, hvordan dette kan indarbejdes og håndteres.

Da Off-grid byggeri er et af redskaberne til et mere bæredygtigt byggeri både med hensyn til byggematerialer, konceptet generelt og i forhold til økonomi, vil byggeriet og processen være åbent for almenheden.

Processen er i tråd med tankerne bag Middelfart kommunes Klimalaboratorium, hvor kommunen gerne vil være med til at understøtte og udvikle nye måder at bygge og bo på, der understøtter bæredygtige klimakrav og inspirerer til at ideerne kan spredes, hedder det i mødereferatet.

REGION MIDTJYLLAND

HOLSTEBRO
Om- og tilbygning
Holstebro Kommune har modtaget en ansøgning fra den selvejende institution Sir Lyngbjerg Centret om kommunal støtte til renovering og tilbygning til centret.

Centret er slidt og trænger til en opdatering og samtidig har institutionen et ønske om at skabe et attraktivt fælles mødested for borgerne i området, hvor områdets kultur og fritidsaktiviteter kan samles.

Sir Lyngbjerg Centret ansøger om et kommunalt tilskud på kr. 4 mio. kr. ud af et samlet budget på kr. 8,3 mio. kr. De resterende midler søges indhentet via fonde, husstandsindsamling og lånefinansiering.

Ansøgningen var på Kultur- og Fritidsudvalgets dagsorden forleden, og her blev det besluttet at medtage projektet i prioriteringen af anlægsønsker på idrætsområdet. Udvalget har samtidig bedt forvaltningen om at gå i dialog med Sir Lyngbjerg Centret om en faseopdeling af projektet og en eventuel optimering af økonomien.

SKANDERBORG
Etageboliger
Skanderborg Byråd har vedtaget Lokalplan 1123 - Boligområde ved Banegårdsvej med tilhørende kommuneplantillæg og miljørapport endeligt.

Det nye plangrundlag er udarbejdet efter anmodning fra Selskabet Banegårdsvej 42, Skanderborg ApS, der ønsker at opføre en etageboligbebyggelse på hjørnet af Banegårdsvej og Krøyer Kielbergs Vej i Skanderborg.

BRANDE
Boligområde
Økonomi- og Planudvalget i Ikast-Brande Kommune har sagt god for, at der udarbejdes lokalplan for et boligområde ved Nordlundvej i Brande.

Kommunen har modtaget en ansøgning fra BM Invest om at udlægge et nyt boligområde ved Nordlundvej i den nordvestlige del af Brande by til opførelse af både tæt-lavt og åbent-lav boligbyggeri.

Teknik og Miljø har været i dialog med projektudviklerne om at tilpasse bebyggelsesplanen i videst muligt omfang til principperne fra Strukturplanen for Brande Syd, herunder at give boligområdet en skovkarakter og opføre bebyggelsen i klynger omkring fællesarealer.

Projektudvikler har tænkt sig at opføre åben-lav boliger i klynger omkring fællesarealer, men de ønsker ikke at opføre tæt-lav boligerne i klynger.

Ansøger ønsker at opføre omtrent 110 boliger, hvoraf cirka to tredjedele skal være tæt-lave boliger og cirka en tredjedel åben-lave boliger. Centralt i boligområdet, hvor der i dag ligger en gård, ønsker projektudviklerne at etablere et fælleshus, boldbane og lignende.

SØFTEN
Tagrenovering
Favrskov Byråd har sagt ja til at stille kommunal garanti for optagelse af et kreditforeningslån på 968.000 kr., som Lejerbo Randers vil optage. Lånet skal anvendes til finansiering af nyt tag i boligforeningens afdeling 641-0, Simonsens Have i Søften, der består af 20 ældreboliger.

Tagrenoveringen koster samlet 2,275 mio. kr.

REGION NORDJYLLAND

NYKØBING MORS
Forbindelsesgang
Økonomiudvalget i Morsø Kommune har godkendt et projektforslaget for etablering af en uopvarmet forbindelsesgang mellem den kommunale administrationsbygning på Jernbanevej 7 i Nykøbing og den gamle retsbygning på Jernbanevej 5. Som en del af budgettet for 2018 blev der bevilget 350.000 kr. til etablering af en glasgang med det formål at binde Børne & Kultur forvaltningen bedre sammen, idet denne er placeret på begge adresser.

AALBORG
Busdepot
Aalborg Byråd har godkendt forslag til Lokalplan 4-4-122 Busdepot, og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg, som herefter sendes i offentlig høring i otte uger.

Kommuneplantillægget og lokalplanen omfatter et areal på cirka syv hektar syd for det nye Universitetshospital, hvor det nye plangrundlag vil gøre det muligt at etablere et busdepot, der med tiden forventes at skulle indeholde alle bybusser i Aalborg, herunder den kommende Plusbus.

Busdepotet forventes at omfatte plads til cirka 140 busser, værksteds- og vaskefaciliteter, administrationsbygninger og medarbejderparkering samt eventuelt tankanlæg, oplag og behandling af brændstof.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.174