23948sdkhjf

Nordjysk erhvervsikon død

Jørgen Bladt blev født og opvoksede i Aalborg.

Efter at være blevet student fra Kathedralskolen i Aalborg kom han et år til USA, hvor han læste på University of Wisconsin–Madison. Det var gennem et scholarship, han var blevet tildelt af familien Brittingham i USA. En tid som havde stor betydning for ham resten af livet. Ved afslutningen af dette år ønskede han en mere praktisk tid, og efter eget ønske arbejdede han nogle måneder som jord- og betonarbejder i Houston, Texas - en oplevelse, der gav indsigt i en anden side af USA.

Efter hjemkomst til Danmark kom han på Danmarks Tekniske Højskole i København og blev civilingeniør herfra i 1960. I studietiden i København mødte han sin hustru, Gertie, som fulgte ham gennem resten af livet.

Efter studietiden i København flyttede han tilbage til Aalborg, hvor han blev byggeplads- og projektleder hos Kjærs Maskinfabrik. Efter fem år som ansat stiftede han egen virksomhed sammen med en kompagnon. Efter et par års partnerskab blev han eneejer af virksomheden under navnet Jørgen Bladt A/S.

Virksomheden voksede gennem årene og blev en respekteret entreprenørvirksomhed indenfor bygning af store og komplekse stålkonstruktioner og rør- og tankanlæg. Fra en beskeden start med byggeplads i den østlige Aalborg-bydel Nørre Tranders og et lille kontor i Borgergade i Aalborg voksede virksomheden først til en større lokation i den sydlige bydel Skalborg, siden til Østhavnen i Aalborg, hvor der blev lavet store stålkonstruktioner til blandt andet offshoreindustrien.

Der var i en årrække megen rejseaktivitet, og der blev udført opgaver mange steder i verden. Det var en del af Jørgen Bladts liv, som han værdsatte meget - trods afsavnet fra familien. Særligt lange rejser på Grønland og i Mellemøsten var indholdsrige for Jørgen Bladt.

Blandt de større projekter, som Jørgen Bladts virksomhed udførte, kan for eksempel nævnes sammensvejsningen af de store brodragere til Storebæltsbroen.

Jørgen Bladt var driftig, og han er blandt andet nævnt i Helge Qvistorffs bog ”Iværksættere i Nordjylland – de gjorde det bare”. Det var essentielt og væsentligt i hans liv at skabe, at bygge, at udføre - at se tingene lykkedes.

Han valgte i 1998 at sælge virksomheden, som da var vokset til at have cirka 450 medarbejdere. Virksomheden, der i Jørgen Bladts ejertid var anerkendt i branchen, er siden vokset betragteligt og er i dag en af landets største i sin branche.

I tiden som selvstændig entreprenør havde han også en lang række faglige tillidserhverv, blandt andet i Industriens Arbejdsgiverforening, Jernets Ulykkesforsikring, formandskab for aktionærrådet for Nordea, samt Ingeniørforeningens Normudvalg for revision af tanknormer med videre.

Udover de faglige og erhvervsrelaterede opgaver var han i 1988 til 2007 Britisk Honorer Konsul. Det gav mange oplevelser for både ham og hans hustru, blandt andet besøg på Buckingham Palace. Jørgen Bladt blev tildelt den fornemme orden som Honorary Member of The Most Excellent Order of the British Empire.

Jørgen Bladt aftjente også 25 års tjeneste i Hjemmeværnet og modtog medalje herfor. Han var i sine unge år en del af en mindre enhed i hjemmeværnet, som senere blev formaliseret som Hjemmeværnets Specielle Efterretningspatruljer (SEP).

Efter salget af virksomheden Jørgen Bladt A/S beskæftigede Jørgen Bladt sig med forskellige andre aktiviteter, både investering i fast ejendom, drift og udvikling af sin farm i Sydafrika og sit højt værdsatte land- og skovbrug i Volsted – som sideløbende med virksomheden var vokset i størrelse.

Fritidsinteresser var der også plads til, og det indebar både golf, jagt, sejlads og skiture med familien i Norge og Frankrig.

Jørgen Bladt levede et langt og indholdsrigt liv. Han efterlader sin kone, Gertie, med hvem han nåede at opleve diamantbryllup, samt tre voksne børn og syv børnebørn.

Originalartikel: https://nordjyske.dk/nyheder/erhverv/nordjysk-erhvervsikon-doed/cb027a78-4d5d-41f5-9be0-3c5cc22034a3

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
JOB i FOKUS
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.125