Bornholm har nu både en borg, der er kendt langt ud over landets grænser, og et besøgscenter, der har potentiale til at få samme berømmelse.
Hammershus Besøgscenter er et meget rost nyt hovedværk i dansk arkitektur, der hylder borgen Hammershus (opført i 1200-tallet), og med en lethed i stilen fungerer som en udstrækningen af landskabet.
I en ny bog i serien Ny Dansk Arkitektur, med undertitlen "Hammershus Besøgscenter Arkitema/Harlang" balancerer forfatteren Kristoffer Lindhardt Weiss på kanten af det indforståede og den lidt for fagtunge jargon.
Men reddes af sine medvirkende, forstået sådan, at bogen er bygget op om de meget smukke billeder af arkitekturfotograf Rasmus Hjortshøj og omkring et underholdende interview med professor ved Arkitektskolen, Christoffer Harlang, der sammen med partner hos Arkitema, Poul Schülein, er hovedarkitekterne bag værket i det bornholmske klippelandskab.
"En spændstig bygning, der diskret indskriver sig i landskabet omkring den gamle borgruin, er et sjældent eksempel på et moderne gesamtkunstwerk, hvor arkitekturen sammen med den specialdesignede indretning skaber en vellykket helhedsoplevelse", er forfatterens dom.
På skuldrene af mestre
Både Schülein og Harlang får mulighed for at uddybe. Og bekræfter endnu en gang, at de fleste store frembringelser står på skuldrene af fortidens mestre.
Både den norske arkitektlegende Sverre Fehn - der talte varm for, at arkitekten "skulle hele det sår, hans bygning udgør på planetens overflade" - og finske Alvar Alto, der var en mester i at få natur og byggeri til at smelte sammen, kommer i spil i bogen.
Men velkonstruerede sætninger, malende beskrivelser og kloge tanker fra d’herrer arkitekter kan desværre ikke skjule, at her er en udgivelse, der mest er til, for og om arkitekter.
Og det er synd, for besøgscentret er smukt og ikke kun for de indviede. Og inspirationskilderne er mange; også folk, der brød igennem fagnørd-muren. Ikke mindst står Harlang og Arkitema i gæld til Jørn Utzon, der udpegede stedet i 1969 og med en plan, der aldrig blev realiseret , sørgede for at det unikke naturområde blev affredet.
Der var dermed åbnet for et unikt hus på klipperne, og undervejs i processen kom arkitekterne både forbi spansk og japansk arkitektur, amerikanske Louis Kahn og Hitchcock-filmen North by Nortwest, der også byder på et ikonisk hus på en klippekant.
Alt sammen stærkt underholdende læsning. Derfor er det synd, at de mange gode historier skal gemmes væk i en bogserie, der i sit samlede udtryk dyrker det elitære, hvor det ikke er nødvendigt.
Christoffer Harlang siger det selv i sine sjove og underholdende svar: Hvordan stiller man et hus på en skrænt, uden at ødelægge skrænten?
På sammen måde kan man spørge: hvordan skriver man en bog om arkitektur uden at ødelægge den umiddelbare oplevelse for en nysgerrig og arkitekturinteresseret læser?
Kristoffer Weiss har forsøgt, men er ikke kommet helt i mål. Det er til gengæld det nye center nær borgruinen.
Det har fundet sin melodi i den ældgamle natur.
Ny Dansk Arkitektur - Hammershus Besøgscenter Arkitema/Harlang
Af Kristoffer Lindhardt Weiss
Fotos af Rasmus Hjortshøj
96 sider
Strandberg Publishing