23948sdkhjf

Håndværkerfradraget skal løfte den grønne omstilling

BOLIGJOBORDNING Det handler ikke om at skabe øget omsætning i installationsbranchen, når Tekniq Arbejdsgiverne opfordrer til en styrkelse af håndværkerfradraget. Tværtimod handler det om at støtte de grønne tiltag i private boliger, som er helt afgørende for at nå CO2-reduktionsmålet på 70 pct. i 2030.

Vi medgiver journalist Klaus Tøttrup at ingen erhverv i længden har godt af at basere deres drift på offentlig støtte. Men Tøttrup rammer ikke skiven, når han i fredagens udgave af Licitationen tordner mod forslagene fra blandt andre Tekniq Arbejdsgiverne og DI om at styrke og udvide håndværkerfradraget.

For forslagene handler ikke om at øge omsætningen i udvalgte brancher. I stedet er forslagene svar på den udfordring, der handler om, at 40 procent af Danmarks samlede energiforbrug stammer fra bygninger, samtidig med at det samme er gældende for over 30 pct. af CO2-udslippet.

CO2-reduktion fra bygninger kommer ikke af sig selv. Og hvis vi viderefører det aktuelle niveau for grønne tiltag i bygningsmassen, så vil det end ikke bringe os i nærheden af målet.

Man kan derfor ikke nå 70-procentsmålet uden et betydeligt CO2-bidrag fra bygningsmassen. Derfor er vi helt afhængige af opbakningen fra boligejerne.

Talrige undersøgelser har vist, at netop økonomien er den største hindring, for danskerne, der overvejer at energirenovere deres bolig.

Eksempelvis har Bolius konstateret, at hele 45,6 pct. af danskerne peger på økonomien som den største barriere efterfulgt af de 19,6 procent, der peger på for lang tilbagebetalingstid.

Man kan foretrække stok, gulerod eller en kombination. Og vi kan sådan set støtte alle tre veje i den rigtige udformning.

For de brancher, der skal udføre de nødvendige grønne tiltag i bygningerne, spiller det en mindre rolle, om vejen er den ene eller den anden.

Det afgørende for os, er at vejene leder til målet. Og en styrkelse af håndværkerfradraget, hvor man både hæver det fradragsberettigede beløb, gør det muligt også at få fradrag for materialer og kan overføre ubrugte fradrag fra ét år til et andet, vil i dén grad kunne stimulere boligejernes lyst til at realisere de grønne ambitioner.

Den grønne omstilling er ikke en sprint, den er et maratonløb, og vi har brug for at rette indsatserne mod de områder, hvor vi finder de største energi- og CO2-gevinster i stedet for at bruge ressourcer på områder, som ikke bidrager til den grønne omstilling.

Vi tror på, at vi bedst skaber den nødvendige opbakning ved at forstærke eksisterende ordninger og gøre dem grønne - som eksempelvis udvidelsen af tilskudsmulighederne ved udfasning af oliefyr og naturgas. Det samme gælder håndværkerfradraget, der altså efter vores mening også bør udvides og være mere grønt end nu.

Det betyder ikke at den grønne omstilling skal finansieres af offentlige tilskud. Men med rigtigt sammensatte grønne ordninger kan selv relativt små tilskud skabe betydelige grønne gevinster til gavn for os alle.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094