Det bliver vanskeligt for de danske fagforeninger at få en aftale i hus med den hollandske entreprenør Fehmarn Belt Contractors (FBC), som i flere måneder har afvist at indgå overenskomst for medarbejderne på Femern-byggeriet.
Sådan lyder vurderingen fra lektor Jens Arnholtz ved Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) på Københavns Universitet.
Som tidligere beskrevet kulminerede striden mellem de danske byggeforbund og FBC foreløbig onsdag i sidste uge, da mere end 100 fagligt aktive mødte op på havnen i Rødbyhavn for at kræve overenskomst og ordentlig arbejdstid på Femern-byggeriet.
Ifølge fagforbundene lader det hollandske konsortium medarbejderne arbejde 12 timer om dagen 28 dage i træk uden fridøgn. Det kan lade sig gøre, fordi Arbejdstilsynet har valgt at godkende en aftale mellem FBC og virksomhedernes respektive “work councils" - en slags interne arbejdsråd.