Realiserede mål og en kartelbøde i 2014 på 10 mio. kr.
Yderpunkterne tegner henholdsvis det, Steen Justesen fremhæver som højdepunkt og nedtur i sine 15 år som adm. direktør for Elindco A/S.
Den nu afgående direktør stopper på posten med udgangen af denne måned og overgår i stedet til at blive bestyrelsesformand for entreprenørfirmaet med base i Jyllinge ved Roskilde
Han overtog i 2005 efter Jens O. Eriksen. I 2004/2005 var omsætningen på knap 290 mio. kr. og bundlinjen før skat på knap 3 mio. kr. I virksomhedens seneste regnskab for 2019/2020 landede toplinjen på knap 550 mio. kr og bundlinjen før skat over 27 mio. kr.
Hvad ser du frem til i din nye rolle som bestyrelsesformand:
- Jeg glæder mig til - sammen med Jørgen (Thomsen - den nye direktør, red.) - at være med til at sætte retningen for virksomheden hen mod næste runde tal og give Jørgen det kendskab, jeg har til virksomheden. Vi supplerer hinanden godt.
Hvad er du mest stolt af at have opnået i din rolle som adm. direktør?
- Jeg er rigtig stolt over at have været med til at skabe det fundament, vi står på i dag. At have været med til at skabe en arbejdsplads, som folk gerne vil være i. En virksomhed, hvor man kan starte som tømrersvend og ende som projektchef.
Hvad har været højdepunktet?
- Tilbage i 2013 afholdt vi et golfarrangement, hvor vi informerede medarbejderne om, hvad vi gerne ville med virksomheden. Vi sagde til dem, at vi havde en målsætning om at runde 500 mio. kr. i 2020. Det nåede vi allerede i 2018. Det var en milepæl. På mødet sagde vi, at vi gerne ville projekter over 100 mio. kr. I dag er de store projekter en bærende del af vores forretning.
Hvad vil du fremhæve som den største nedtur?
- Det var rigtig trist med kartelinddragelsen. Det var rigtig hårdt. Men jeg synes, vi kom godt videre derfra. Jeg oplever ikke, at vi er påvirket af det i dag. Glemt bliver det nok aldrig, men vi har gjort meget for at sikre, at det ikke sker igen.
Hvad tager du med dig fra dine 15 år som adm. direktør?
- At det er vigtigt at have klare holdninger. At en virksomhed intet er uden en dygtig medarbejderstab. Og at det er vigtigt som direktør også at være synlig ude på byggepladserne og signalere, at man til stede og ser medarbejderne.