REGION SYDDANMARK
ESBJERG
Boligbebyggelse
Raundahl & Moesby A/S ønsker på vegne af Heimstaden Brentwood at få udarbejdet nyt plangrundlag for et område på Mølleparkvej i Gl. Gjesing, så der kan opføres etageboliger på stedet.
Sagen var på dagsordenen, da Plan- og Miljøudvalget i Esbjerg Kommune forleden holdt møde, og her blev anmodningen imødekommet.
Der er tale om fortætning i et eksisterende boligområde. Området er i dag kendetegnet af to høje boligbyggerier og store ubebyggede friarealer med græsplæner. Ny bebyggelse tilpasses eksisterende bebyggelse i området.
ESBJERG
Dagligvarebutik
BoCon Projekt A/S ønsker på vegne af Netto at opføre en ny dagligvarebutik på hjørnet af Stengårdsvej og Storegade i Esbjerg Ø, hvilket kræver, at der udarbejdes ny lokalplan.
Plan- og Miljøudvalget i Esbjerg Kommune har sagt god for, at dette arbejde sættes i gang.
Der er i dag et butikscenter med en mindre dagligvarebutik på stedet. Netto ønsker at rive dette ned og opføre en ny dagligvarebutik. Dagligvarebutikken bliver en del af Nettos nye koncept for fremtidens dagligvarebutik, som Salling Group har udviklet i samarbejde med arkitektkontoret C. F. Møller. Dagligvarebutikken vil blive i én etage på omkring 1.200 kvm med tilhørende parkeringspladser.
RIBE
Boliger
Plan & Miljøudvalget i Esbjerg Kommune har sagt ja til, at der kan lokalplanlægning for boliger på Tvedgade 19A i Ribe.
Det er ejeren af Tvedgade 19A, Nica Ejendomme Aps, der har anmodet om, at der igangsættes planlægning for ejendommen, som giver mulighed for opførelse af tre beboelsesbygninger med i alt ni lejligheder.
MARSLEV
Magasin og værksted
Kerteminde Byråd har vedtaget kommuneplantillæg 59, Marslev Station endeligt. Tillægget er udarbejdet i forbindelse med, at Dansk Jernbanemuseum har et ønske om at omdanne et område i tilknytning til sporanlæggene ved den gamle Marslev Station til et magasin og værksted for museets vogne og lokomotiver.
En realisering af projektet kræver også en ny lokalplan. Med kommuneplantillægget sikres den nødvendige overensstemmelse mellem kommuneplanen og kommende lokalplan.
MUNKEBO
Daginstitution
Kerteminde Byråd har vedtaget lokalplan 308 - Daginstitution og blandet bolig- og erhvervsområde, Munkebo og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.
Med det nye plangrundlag kan der opføres ny bebyggelse til daginstitution ved Lindøalleen, Munkebo samt give mulighed for en mere fleksibel anvendelse af bebyggelsen.
REGION MIDTJYLLAND
HOLSTEBRO
48 almene boliger
Holstebro Byråd har godkendt skema A for 48 almene boliger, som Boligselskabet Holstebro vil opføre ved Slagteriet.
Lejerbo har på vegne af Boligselskabet Holstebro fremsendt ansøgning om godkendelse af skema A vedrørende etablering af 28 almene ungdomsboliger og 20 almene familieboliger med et samlet boligareal på 3.480 kvm. Ungdomsboligerne vil blive opført som to-rums boliger med en gennemsnitlig størrelse på 50 kvm, og familieboligerne opføres som fire-rums boliger med en gennemsnitlig størrelse på 104 kvm.
Byggeriet opføres som et etagebyggeri i tre og fire etager. Alle boliger er elevatorbetjente.
Det samlede anskaffelsessum udgør 74.850.000 kr.
HOLSTEBRO
Klubfaciliteter
De eksisterende faciliteter til søsport nord for Vandkraftsøen i Holstebro er nedslidte, og Holstebro Roklub og Kajakklubben Pagaj mangler plads.
Der er udarbejdet et forslag til kommuneplantillæg, hvormed muligheden for etablering af bebyggelse til klubhuse eller lignende øges fra 150 kvm til 1.500 kvm i forhold til de nugældende rammebestemmelser. Med udgangspunkt heri kan der udarbejdes en lokalplan, der giver mulighed for større og tidssvarende klubfaciliteter i området.
Holstebro Byråd har besluttet at sende forslaget til kommuneplantillæg i offentlig høring.
REGION NORDJYLLAND
DRONNINGLUND
Boliger
Teknik- og Miljøudvalget i Brønderslev Kommune har sagt god for, at udarbejdelsen af lokalplan 02-B-08.01 Boligområde i Amalieparken kan sættes i gang.
Det er Arne Andersen A/S, der har fremsendt ansøgning om en ny lokalplan og forslag til disponering af et areal på cirka 1,1 hektar ved Moltkesvej, Dronninglund.
Området er i dag planlagt til tæt-lavt boligbyggeri. Plangrundlaget ønskes ændret for at give mulighed for etablering af 17 tæt-lave og fire-fem åben-lave boliger på en del af arealet.
REGION HOVEDSTADEN
BIRKERØD
Hestepension
Ejeren af landbrugsejendommen Åsebakkegård, Birkerød, har søgt Rudersdal Kommune om landzonetilladelse til etablering af en hestepension for heste med livsstilssygdomme og om til brug for dette at ombygge ejendommens ene stald- og driftslænge, at opføre tre nye løsdriftsbygninger samt opføre et drivhus og en overdækket hønsegård.
Byplanudvalget besluttede på sit møde forleden at imødekomme ansøgningen.
Løstdriftsbygningerne bliver henholdsvis 205, 60 og 22 kvm store, hvor sidstnævnte er til får. Bygningerne udføres i robiniatræ og med vinduer i siderne, så dagslys kan komme ind.
BIRKERØD
Boliger
Ejer af Bregnerødvej 132 i Birkerød har henvendt sig til Rudersdal Kommune med et ønske om, at der udarbejdes en ny lokalplan for den vestlige del af erhvervsområdet nord for Bregnerødvej, med henblik på at muliggøre, at området kan anvendes til beboelsesejendomme.
Ejer af Bregnerødvej 132 har fået udarbejdet et skitseprojekt, som efterfølgende er tilpasset i dialog med kommunen. Skitseprojektet tager udgangspunkt i at tilføre ekstra areal til matriklen og nedrive de eksisterende bygninger og anvende ejendommen til boligformål.
Forvaltningen foreslår på denne baggrund, at der kan opføres cirka 100 boliger på ejendommen og cirka 21.200 kvm. Bebyggelsen er foreslået som punkthuse i primært tre etager, enkelte steder fire etager.
Byplanudvalget havde sagen på dagsordenen forleden, hvor der blev sagt ja til, at der kan udarbejdes ny lokalplan for området.
VEDBÆK
Toiletter
Byplanudvalget i Rudersdal Kommune har sagt god for, at Vedbæk Havn udvider og forlænger den eksisterende toiletbygning på Havnen nærmest Sydstranden med flere offentlige toiletter og puslefaciliteter.
Der er ansøgt om at udvide de offentlige toiletbygninger med yderligere tre og en puslefacilitet samt et forrum med håndvaske. Med udvidelsen forøges bygningen med 15 kvm.