REGION HOVEDSTADEN
FREDERIKSBERG
Renovering af legeplads
By- og Miljøudvalget i Frederiksberg Kommune har godkendt et revideret forslag til renovering af legepladsen Danas Plads. Det er et renoveringsprojekt til 1,73 mio. kr., der finansieres af fremrykkede midler.
HALSNÆS
Cykelparkering
Cykelparkeringen ved alle Halsnæs Kommunes stationer skal opgraderes for sammenlagt 1,1 mio. kr. Kommunens nettoudgift bliver på 275.000 kr, idet der kommer 550.000 kr. fra Trafik, Bygge- og Boligstyrelsen og 275.000 kr. fra Region Hovedstaden.
Cykelparkeringen ved stationerne er generelt slidt. Undtaget er Frederiksværk Station, som er omlagt og moderniseret i 2018. Her foreslås cykelparkeringen suppleret med fire standere til opladning og fastlåsning af el cykler.
På de større stationer vil der blive etableret overdækket cykelparkering og på Hundested Station ligeledes med belysning. På alle stationer vil der være mulighed for let tilgængelig fastlåsning af sin cykel til cykelstativet.
ALLERØD
Cykelstier
Allerød Byråd har besluttet, at der skal etableres cykelstier på Amtsvej, og Teknik-, Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget har besluttet, at cykelstierne etableres som delte stier i begge sider af vejen, hvor der bliver 1,5 meter cykelsti og en meter fortov.
For at få plads til cykelstierne er det nødvendigt at erhverve arealer fra tilstødende grundejere, og Allerød Byråd har bemyndiget forvaltningen til at gennemføre ekspropriation, hvis der ikke kan opnås enighed med en eller flere grundejere. Detailprojektering er igangsat, og der er taget kontakt til de berørte grundejere.
KØBENHAVN
Vejlukning
Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune har godkendt et projektforslag for trafikal fredeliggørelse af Katrinedalskvarteret i Vanløse.
Fem private fællesveje spærres for udkørsel mod Ring 2 for at minimere den gennemkørende trafik i kvarteret, som dermed bliver et lukket område, hvor adgang i bil er forbeholdt beboere og andre med lokalt ærinde. Den gennemkørende trafik i området er steget markant efter gennemførelsen af et busprojekt for Flintholm Station, hvor Randbølvej blev lukket for udkørsel til Ring 2.
Fredeliggørelsen gennemføres ved mindre, fysiske tiltag og skiltning, og der er afsat 2 mio. kr. til projektet.
HELSINGØR
Solcellepark
Helsingør Byråd besluttede 1. juli i år at igangsætte lokalplanlægning for etableringen af en solcellepark på 50-60 hektar ved Skibstrup Affaldscenter. På sit seneste møde besluttede By- Plan- og Miljøudvalgt så lokalplanens afgrænsning, formål og processen for inddragelsen af offentligheden.
Det er Forsyning Helsingør, der ønsker at etablere solcellepark ved Skibstrup Affaldscenter.
REGION MIDTJYLLAND
BORDING
Boligområde
Ikast-Brande Byråd har vedtaget Lokalplan nr. 386 - Boligområde, Arslevvej, Bording og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.
Lokalplanen muliggør to nye boligklynger, hvoraf den ene kan anvendes til enten tæt-lav eller åben-lav boligbebyggelse, mens den anden skal være åben-lav boligbebyggelse.
REGION NORDJYLLAND
AALBORG
Antennemast
By- og Landskabsudvalget i Aalborg Kommune har godkendt, at der meddeles landzonetilladelse samt byggetilladelse til en 48 meter høj antennemast i Stae som ansøgt.