23948sdkhjf

København: ID-kort på alle store byggepladser

Fremover skal alle byggearbejdere tjekke ind med deres ID-kort, når de bygger skoler, idrætsanlæg og børnehaver i København. Det betyder, at kommunen kan holde styr på, hvem der arbejder på de store byggepladser og dermed forhindre social dumping.

Det skriver Fagbladet 3F.

I alt 20 mio. kr. har Borgerrepræsentationen afsat næste år. Pengene skal gå til at udbrede ordningen fra det nuværende pilotforsøg på to byggepladser til alle byggerier på over 50 mio. kr. Det drejer sig om cirka 20 byggepladser.

Overborgmester Frank Jensen (S) ser ifølge Fagbladet 3F frem til at udbrede initiativet yderligere:

- ID-kortene gør det lettere for os at opdage lønfusk og snyd med arbejdstid, da systemet giver os et præcist overblik over, hvem der har været på byggepladsen og hvornår. Jeg er glad for, at vi nu udbreder ordningen til flere byggerier og sender et klart signal om, at vi kommer efter de virksomheder, som ikke har rent mel i posen, siger han.

Hurtig kontrol
Den udvidede ordning er et resultat af den budgetaftale, som et bredt flertal på Københavns Rådhus indgik for to uger siden.
Ordningen fungerer på den måde, at arbejderne får udleveret et ID-kort, som de skal tjekke ind og ud med i scannere ved indgangen til kommunens byggepladser. Dermed kan kommunen følge med i, hvem der arbejder på pladsen. Ved mistanke om snyd med kan man hurtigt lave en kontrol og kræve at se medarbejdernes lønsedler og ansættelsesbeviser.

ID-kortet har i pilotprojektet det seneste år ført til opklaring af flere sager om snyd med blandt andet antallet af arbejdstimer og betaling for overarbejde.

Uden en masse buraukrati
Sekretariatsleder i BAT-kartellet, Gunde Odgaard, er godt tilfreds med, at ordningen nu bliver udbygget.

- Forsøget med ID-kortet i København har vist, at det kan lade sig gøre at indføre uden en masse bureaukrati. Det viser også med al mulig tydelighed, at der er problemer derude med masser af snyd, siger han.

Gunde Odgaard opfordrer derfor til en grundigere screening af virksomheder og personerne bag og til at stille krav om ikke at bruge vikarer eller underentreprenører.

Regeringen har taget initiativ til at ville indføre ID-kortet i byggebranchen i hele landet, skriver Fagbladet 3F.
Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
JOB i FOKUS
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.141