REGION SYDDANMARK
FJELSTRUP
Børnecenter
Økonomiudvalget i Haderslev Kommune har godkendt en revideret plan for etablering af et børnecenter i Fjelstrup, herunder Børn og Kulturs anbefaling til finansiering.
Etableringen af børnehuset forventes at kunne gennemføres inden udgangen af 2022 med en forventet udgift på 2 mio. kr. i 2021 og 5,5 mio. kr. i 2022.
REGION HOVEDSTADEN
ALBERTSLUND
Seniorbofællesskab
Albertslund Kommunalbestyrelse har godkendt skema A og dermed givet tilsagn om støtte til opførelse af et alment seniorbofællesskab i Roholmparken kaldet Ovalen med en samlet anskaffelsessum på 106. 738.588.
Boligselskabet AKB har indgået et partnerskab med Albertslund Kommune i juni 2017 om udviklingen af et alment seniorbofællesskab med 51 seniorboliger, og efterfølgende indtrådte Realdania i partnerskabet via programmet Rum for Alle.
Vandkunsten er arkitekt på projektet, og tegnestuens skitseprojekt danner grundlag for det kommende entrepriseudbud.
Totalentreprisen forventes udbudt med en targetpris, hvor entreprenørerne konkurrerer på kvalitet.
Yderligere udbydes projektet sådan, at de nuværende rådgivere fra Vandkunsten kan overgå til den kommende totalentreprenør.
Byggeriet opføres som en ovalformet bebyggelse, hvor der lægges vægt på bæredygtige valg af materialer.
ALBERTSLUND
Renovering af almene boliger
Albertslund Kommunalbestyrelse har godkendt skema A for den renovering, som AKB Albertslund planlægger at gennemføre i afdeling Hedemarken.
Helhedsplanen for afdelingen omfatter renovering af tag, facade, opgange, trapperum, ventilationsanlæg samt fælles udearealer og private haver.
Dertil kommer etablering af solceller på tagene, etablering af tilgængelighedsboliger, fælleshus samt efterisolering af gulve i stueetagen. Der etableres nye køkkener i stueboligerne, nye værn og entredøre.
Solcelleanlægget, der etableret på de store tagarealer, er et såkaldt hybridanlæg.
Det vil sige, at man kan lagre solcellestrømmen på et batteri for mere effektivt at kunne udnytte strømmen lokalt i Hedemarken. Strømmen kan bruges til fælles forbrug på trappeopgange og vaskeri.
Desuden bliver der etableret ladestandere til elbiler på de fælles parkeringspladser, som solcellerne og batteriet også kan levere strøm til.
Anskaffelsessum for renoveringen er på 609.845.964 kr. Renoveringen forventes udført i perioden fra primo 2022 til ultimo 2024.
BRØNDBY
Ældrecenter
Brøndby Kommunalbestyrelse har besluttet at sende forslag til lokalplan 254 Ældrecenter Vesterled,
Brøndbyvester, og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg i offentlig høring.
Kommunalbestyrelsen har tidligere besluttet at bygge et ældrecenter i Brøndbyvester, og planforslagene er udarbejdet for at kunne bygge som besluttet på et grønt areal ved Banemarksvej/Park Allé.
REGION SJÆLLAND
VEDDELEV
Hovedsæde
En fond ønsker at omdanne Dyskærgård ved Veddelev til hovedsæde, og det kræver ny lokalplan for området og et tillæg til kommuneplanen. Plan- og Teknikudvalget i Roskilde Kommune godkendte på sit seneste møde, at lokalplanlægningen kan sættes i gang.
Ejendommen ligger lige syd for Risøs vindmølleområde. Ejendommen er på cirka 13,5 hektar landbrugsjord og er bebygget med et stuehus og driftsbygninger, der tilsammen danner en gård med fire længer. På grund af støj fra vindmøllerne på Risø er der forbud mod beboelse på ejendommen.
Omdannelsen omfatter en nænsom restaurering af ejendommens stuehus samt om- og tilbygning til ejendommens tidligere driftsbygninger, så disse kan anvendes til kontor, repræsentations- og lagerlokaler for fonden. Ombygningen skal ske med respekt for den oprindelige gårds struktur og med bevaring af så stor en del af de oprindelige tre-længede driftsbygninger som muligt.
ROSKILDE
Administrationsbygning
Julemærkefonden ønsker at opføre en ny administrationsbygning til et permanent hovedsæde i Roskilde i tilknytning til Julemærkehjemmet på Baldersvej. Projektet kræver et tillæg til den gældende lokalplan for området. Plan- og Teknikudvalget i Roskilde Kommune sagde på sit seneste møde god for, at der udarbejdes forslag til tillæg 1 til lokalplan 625.
Fonden har brug for en ny administrationsbygning, dels for at skabe plads til flere medarbejdere og dels for at frigøre plads på selve julemærkehjemmet til deres aktiviteter. Fonden har udarbejdet et projekt for en ny administrationsbygning, der ønskes placeret på hjørnet af Frederiksborgvej og Baldersvej, hvor der samtidig bliver dannet en ny grøn kile fra fjorden og op til Haraldsborg, så den historiske bygning bliver synlig fra Frederiksborgvej. Af hensyn til Julemærkehjemmets børn vil den grønne kile ikke være offentlig tilgængelig, men indgå som en del af deres interne parkområde.
Projektet nødvendiggør nedrivning af to boliger på Frederiksborgvej.
KØGE
Maritime klubfaciliteter
Klima- og Planudvalget i Køge Kommune har sagt god for, at lokalplanlægningen for Den Maritime Halvø sættes i gang med afsæt i et oplæg til prospekt fra Kultur- og Idrætsudvalget.
Udviklingen af Søndre Havn er nu så fremskreden, at der er behov for konkret planlægning af de rekreative arealer yderst på havnen nord for Søndre Strand. I alt 13.000 kvm er i kommuneplanen udpeget som rekreativt område til maritime funktioner.
En del af området kan rumme klublokaler og opbevaring på cirka 500 kvm svarende til de nuværende faciliteter til klubberne Køge Kano- og kajakklub, Bjæverskov Kajakklub og Køge TriTeam.
Derudover kan der indpasses yderligere cirka 700 kvm bebyggelse, som foreslås anvendt primært til fællesfunktioner til klubberne og til selvorganiserede kultur- og idrætsfunktioner.
En anden del af området, grønningen, bliver et rekreativt samlingsområde med selvorganiserede aktiviteter og plads til leg i sammenhæng med stranden, vandet og funktionerne i byggezonen.
21. oktober holdes et kombineret borgermøde om prospektet og for-offentlighedsmøde om lokalplanen.
NYKØBING F.
Butikker
Guldborgsund Byråd har vedtaget Lokalplan 182 og Kommuneplantillæg 4 for Guldborgcenteret i Nykøbing F. endeligt.
Byrådet ønsker med lokalplan 182 og dennes udpegning af et aflastningscenter at give mulighed for at etablere store udvalgsvarebutikker på over 1.000 kvm og butikker med særligt pladskrævende varegrupper. Lokalplan 182 dækker det nuværende Guldborgsundcenter samt et nyt areal mod vest, hvor Multicenter Syd i dag er placeret.
Guldborgsund Kommune har modtaget en konkret henvendelse om etablering af en stor udvalgsvarebutik og en række større butikker på arealet.