REGION HOVEDSTADEN
ALBERTSLUND
Udbygning af klubhus
Albertslund Kommunalbestyrelse har frigivet 500.000 kr. til projektering og udbud af en udvidelse af Herstedøster Idræts Clubs klubhus, finansieret af det afsatte rådighedsbeløb på 3,6 mio. kr. i 2021.
Lokale & Anlægsfonden støtter klubhusudbygningen med 3 mio. kr., og HIC forventer at opbakningen fra Lokale & Anlægsfonden vil bevirke, at de kan indhente støtte fra andre fonde, som der allerede er en positiv dialog med.
Overordnet set skal de nye faciliteter rumme omklædningsrum, depot og et område til styrketræning. Den gamle bygning skal nedrives for at give plads til den nye bygning. De nye faciliteter etableres for at give bedre og moderne omklædningsrum til klubbens piger/kvinder.
ALBERTSLUND
Etagebebyggelse
Albertslund Kommunalbestyrelse har sendt forslag til Lokalplan 7.16 Posthusgrunden i offentlig høring.
Citycon ønsker som ejer af ejendommene Albertslund Centrum Aps at forny og styrke bycenteret, og har derfor udarbejdet en masterplan for Albertslund Centrum, som kommunalbestyrelsen godkendte i december 2018.
Masterplanen bygger på en række principper for udviklingen om punktvise høje bygninger med tilhørende lavere bebyggelser, en åben og synlig bygningsstruktur med tage der kan anvendes som grønne uderum og en stor andel af nye boliger.
Masterplanen realiseres i etaper og første etape er en ny etagebebyggelse på Posthusgrunden, som skal erstatte den nuværende posthusbygning. Etagebebyggelsen består af en grundbygning på to etager og to boligtårne i op til 10 etager med en maksimal højde på 33 meter.
Forslag til lokalplan 7.16 er udarbejdet på baggrund af et skitseforslag udarbejdet af Rambøll Management for Albertslund Centrum ApS i samarbejde med Albertslund Kommune.
REGION SJÆLLAND
ROSKILDE
Renovering af plejehjem
Roskilde Byråd har godkendt skema A for modernisering af Plejecenter Toftehøjen.
Anlægsbudgettet for moderninseringen er på i alt 33.840.382 kr., og moderniseringen indebærer, at plejehjemmet kommer til at indeholde 27 moderne to-rums plejeboliger. I dag har plejehjemmet 24 et-rums plejeboliger.
RØDVIG
Hotelværelser
Stevns Kommunalbestyrelse har vedtaget Lokalplan nr. 202 for hotel på Rødvigvej 71 og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.
Rødvig Kro og Badehotel har købt ejendommen Rødvigvej 71, som tidligere huset Rødvig Rådhus. Rødvig Kro & Hotel ønsker at indrette 12 hotelværelser i den eksisterende bebyggelse på ejendommen. Hotelværelserne skal fungere som en del af Rødvig Kro og Badehotel, der ligger på Østersøvej 8 cirka 300 meter fra ejendommen.