REGION SYDDANMARK
VARDE
Tilslutningsledning
Naturgasselskabet Evida har søgt Varde Kommune om projektgodkendelse af en 3,5 km lang tilslutningsledning til Blåbjerg Biogas, så biogasproduktionen kan forbindes til naturgasnettet.
Blåbjerg Biogas afsætter i dag biogas til fjernvarmeproduktion ved Nørre Nebel Fjernvarme og ønsker fremover at kunne afsætte overskydende biogas til naturgasnettet.
Før tilslutningen af biogasanlægget kan etableres, skal Evida sikre sig rådighed over de nødvendige arealer. Hvis det eventuelt viser sig problematisk, kan det blive nødvendigt, at Varde Kommune foretager ekspropriation, som sikrer, at projektet kan gennemføres. Varde byråd har sagt ja til i givet fald at ekspropriere.
REGION NORDJYLLAND
VOERGÅRD
Solenergianlæg
Der har i perioden fra den 19. juni til den 31. juli 2020 været afholdt fordebat vedrørende etablering af solenergianlæg ved Pulsen, Voergård, og der indkom seks bemærkninger.
Økonomiudvalget i Brønderslev Kommune besluttede forleden at tage bemærkningerne til efterretning, hvorefter planlægningen for solenergianlægget ved Pulsen fortsætter.
VESTHIMMERLAND
Vandløbsrestaureringer
Vesthimmerland Byråd har godkendt anlægsbevillinger til gennemførelse af fire forundersøgelser på mulige vandløbsrestaureringer samt til realisering af yderligere to vandløbsprojekter. Alle seks projekter er fuldt finansieret af staten primært via midler fra EU.
Der er aktuelt i alt seks igangværende og kommende projekter, der har fået tilsagn fra Fiskeristyrelsen, hvortil byrådet nu har meddelt bevilling. Det drejer sig om projekter i Ørndrup Kanal, Trend Å, Vidkær Å, Herredsbæk og Odderbæk.
REGION MIDTJYLLAND
RANDERS
Vejanlæg
Randers Byråd skulle på sit seneste møde træffe beslutning om linjeføring for henholdsvis Havnevejen og Klimabroens forbindelsesvej mod syd.
Byrådet valgte et forslag, hvor Klimabroens forbindelsesvej mod syd er sammenfaldende med Havnevejen og koblet til Grenåvej ved Clausholmvej. Forslaget skal nu danne grundlag for detailprojektering af Havnevejen med anlægsstart i 2021.
I forbindelse med vedtagelse af budgettet for 2019 besluttede Randers Byråd et at igangsætte realiseringen af planerne om en ny havnevej. Det samlede projekt skal give vejadgang til de nyetablerede havnearealer fra motorvej E45 via Hammelvej og Grenåvej til Ørneborgvej og herfra videre til den nye havnevej og Tronholmen.
I forbindelse med vedtagelse af budgettet for 2020 besluttede byrådet, at anlæg af den nye havnevej skal være påbegyndt i 2021.
HORNSLET
Kloakering
Udvalget for natur, teknik og miljø i Syddjurs Kommune har sendt forslag til tillæg nr. 2 til spildevandsplan 2015-2016 for kloakering af et kommende boligområde inden for lokalplanområde 429 ved Stadionvej i Hornslet i høring.
Det nye kloakopland er cirka syv hektar stort og kommer til at omfatte 36 boliger.
Området separatkloakeres, og spildevandet ledes til renseanlæg i Mørke. Regnvandet fra boligernes tage og andre befæstede arealer håndteres dels via LAR og dels via nyt regnvandsbassin med udledning til Hornslet bæk.
FØLLE
Trafiksikring
Udvalget for natur, teknik og miljø i Syddjurs Kommune traf på sit seneste møde beslutning om, hvilke projekter der skal igangsættes i 2020 med baggrund i den reducerede pulje til trafiksikkerhed. Puljen er på en halv mio. kr.
Udvalgets prioritering betyder, at der blandt andet bliver mulighed for at foretage mindre indgreb på de kommunale trafikveje, foretage en mindre sanering på Randersvej v/Følle, skitseprojektere og analysere ombygning af signalanlægget i Følle og etablere en helle i den vestlige ende af Femmøller.
REGION SJÆLLAND
SVOGERSLEV
Vejkrydsning
Roskilde Kommune har, siden byrådet i maj 2018 besluttede at bevilge penge til en krydsning af Lindenborgvej, arbejdet med planer om etablering af en tunnel til at forbinde stierne i Svogerslev med stierne omkring Lynghøjsøerne.
Planen er imidlertid blevet kompliceret af dels en hovedgasledning dels forurenet jord, hvilket betyder, at det ikke er muligt at gennemføre projektet inden for projektrammen.
I forbindelse med udarbejdelse af en nye helhedsplan for Svogerslev, er krydsningen af Lindenborgvej flyttet øst for Lynghøjskolen. Men heller ikke på dette sted kan en tunnelplan gennemføres inden for det afsatte beløb.
Forvaltningen har derfor foreslået, at projektet ændres til en krydsning i terræn på Lindenborgvej med tilhørende grøn midterrabat med blandt andet græs og beplantning frem til Stamvejen. Forvaltningens forslag blev godkendt på seneste byrådsmøde.