Den nordjyske betonelementfabrik Ambercon A/S skifter med virkning fra 1. september ud på direktørposten.
Torben Enggaard, der er tredje generation i den familieejede fabrik, forlader efter 15 år med kun en kort afbrydelse titlen som adm. direktør og hjørnekontoret for at hellige sig tid til ejendomsinvesteringer og skotske vindmølleaktiviteter.
I stedet overtages roret af 40-årige Apichat Bonde, der i over 10 år har været ansat som salgsingeniør i Ambercon.
- Jeg har i et års tid overvejet, om jeg skulle træde lidt i baggrunden i forhold til driften. Ambercon skal vækste, og vi skal have en mand i front, der kan bruge al sin tid på det, siger Torben Enggaard til Licitationen - Byggeriets Dagblad, da avisen møder ham og den nye mand i spidsen på det kontor, som Apichat Bonde i næste uge overtager.
- Jeg vil bruge tid på ejendomsinvesteringer i primært Københavnsområdet og andre spændende investeringer, lyder det.
Torben Enggaard forlader dog ikke betonelementfabrikken, der kan trone sig med at være en af landets største af sin slags. Netop nu er betonbossen nemlig ved at få bygget et spritnyt kontor, svævende i højden, hvor der vil være udkig til det meste af virksomheden.
Ny direktør i Ambercon: Torben Enggaard vil nu fokusere på ejendomsinvesteringer
Annonce