CG Jensen har ansat den 47-årige Claus Baumann som ny chef for Glostrup-entreprenørens byggedivision på Sjælland.
Claus Baumann har lang erfaring som projektleder og -chef, blandt andet via ansættelser hos Züblin, Hoffmann, Pihl & Søn, Skanska og NCC.
De seneste tre år har Claus Baumann været indehaver og direktør i sit eget firma Baucon ApS, som beskæftiger sig med bygherrerådgivning og byggestyring.
Erfaringen fra begge sider af bordet tegner nu til at blive ganske nyttig.
- Jeg har arbejdet på alle niveauer. Det betyder, at jeg kan sætte mig ved bordet og forstå problemstillinger fra forskellige parters synsvinkel. Jeg ved også hvilke spørgsmål, jeg skal stille, hvis der er nogen, der ikke siger noget, forklarer Claus Baumann, der også har lavet beton i egenproduktion.
- Byggeprojekter handler ofte om at ’spise elefanten i små bidder’, det vil sige dele projektet op i små dele, finde ud af hvad der er kritisk og have fokus på at løse problemstillingerne på forkant. Hvis det lykkes, er der en god chance for, at man også kan tjene penge på projektet, uddyber han.
De rette værdier
Som chef for Byggeri Øst hos CG Jensen skal Claus Baumann primært beskæftige sig med totalentrepriser og lede en afdeling med 25-30 medarbejdere.
- Jeg ser frem til at komme hen i et firma, som har de rette værdier, og hvor man arbejder efter et fælles mål om at indfri kundernes ønsker, siger han.
Ledelsesstilen er han ikke i tvivl om. Der skal være gensidig tillid, og udfordringerne skal på bordet, så de kan blive løst hurtigst muligt.
- Jeg elsker at lede folk. Det er selvstændige teams, og de skal løse de opgaver, de påtager sig, men hvis det brænder, så kommer jeg og hjælper med til at slukke ildebranden, siger Claus Bauman.
Claus Baumann kender CG Jensen ganske godt. Dels via sin fortid i Skanska, som det nuværende CG Jensen udspringer fra. Og senest fra CG Jensens byggesager på Oslo Plads og Christiansborg, hvor han via sit eget firma har varetaget rådgivning af bygherren.
Han glæder sig til at starte i det nye job den 1. september.
- Det er fint nok at være selvstændig, men jeg savner nu nogen at arbejde sammen med på et hold, siger han.
Privat er Claus Baumann gift, bor i Ganløse og har to børn.
CG Jensens adm. direktør, Michael S. Larsen, er glad for at kunne byde Claus Baumann velkommen på holdet.
- Vi har et stærkt fokus på internt samarbejde, stor faglighed og ordentlighed i CG Jensen. Her er Claus Baumann den helt rigtige til at sikre, at Byggeri Øst fortsat kan sikre kunderne god fremdrift i byggeprocessen og et slutprodukt af høj kvalitet, siger Michael S. Larsen.
Claus Baumann afløser Jan Johansen som divisionschef.