Coronakrisen har medført færre indbrud i de private hjem, men landets byggepladser og varebiler er ikke sluppet for de ubudne gæster i år.
Det viser aktindsigter, som Licitationen - Byggeriets Dagblad har fået blandt samtlige af landets politikredse.
Her fremgår det, at antallet af indbrud på byggepladser i 11 ud af 12 af landets politikredse enten befinder sig på samme niveau som samme periode sidste år eller er stigende (se illustration).
For eksempel er der i årets syv første måneder allerede begået flere tyverier fra byggepladser i Midt- og Vestjylland samt i Sydsjælland og på Lolland-Falster end hele sidste år, mens også blandt andre Københavns Vestegn, Fyn, Midt- og Vestsjælland, Østjylland samt Syd- og Sønderjylland har været hårdere ramte af tyverier end i 2019.
- Vi ser en stigende tendens til, at tyvene går efter dyrt værktøj og sælger det videre, siger Thorkild Steen Jensen, der er politiinspektør i Sydsjælland- og Lolland-Falsters Politi, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
I politikredsen havde man i starten af august i år allerede modtaget 30 anmeldelser om indbrud på byggepladser. Sidste år modtog samme kreds 29 anmeldelser fordelt ud over hele året.
Coronakrisen kan spille en rolle
Politiinspektøren kan ikke pege på direkte årsager til, hvorfor antallet af indbrud på byggepladser er steget. Der kan dog være en sammenhæng mellem, at antallet af indbrud i private boliger er faldet i samme periode, da flere har opholdt sig i hjemmet under coronakrisen.
- Det har været sværere at begå indbrud i private hjem, og derfor kan man godt tro, at nogle tyve har kastet sig over andre områder, for eksempel byggepladser, hvor det stadig var muligt at begå indbrud og skaffe nogle penge. Der kan være en sammenhæng, men jeg kan ikke sige det med sikkerhed, siger Thorkild Steen Jensen.
Hos Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC) har man også en antagelse omkring, at en del af den kriminelle aktivitet har bevæget sig fra de private hjem til byggepladserne i år.
- Vi kan se, at antallet af indbrud i private hjem er faldet, og det er ikke utænkeligt, at en del af tyvene har flyttet deres aktivitet til byggepladser, der ikke altid er så godt sikret, som private hjem efterhånden er i dag, skriver vicepolitiinspektør Søren Enevoldsen fra Rigspolitiet i en mail til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
- Det samme gælder også mange håndværkervarebiler, der ofte indeholder større værdier i form af værktøj end i private hjem, og derfor er blevet eftertragtede mål for tyvene, da disse tyvekoster også er relativt lette at omsætte, tilføjer han.
En by i Rusland
I Syd- og Sønderjyllands Politi har man i årets syv første måneder modtaget 35 anmeldelser om indbrud på byggepladser i politikredsen. Sidste år modtog samme kreds 43 anmeldelser over hele året.
Her fortæller man, at de aktuelle tal er lavere end for fem år siden, men at byggepladserne fortsat er for dårligt sikret.
- Sikring af byggepladser er en by i Rusland, og det har det været i mange år. Byggepladserne er nærmest lige til at gå til for tyvene, fordi virksomhederne ikke tænker sikring ind i selve indretningen af pladserne, siger Chr. Østergaard, der er vicepolitiinspektør ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Vicepolitiinspektøren opfordrer derfor virksomhederne til at tænke sikring ind i selve indretningen af byggepladserne, hvis firmaerne ikke skal have besøg af de ubudne gæster.
- Der er mange virksomheder, der fortæller, at de ikke afsætter penge til sikring. Men de afsætter jo heller ikke penge til indbrud. Så det gælder om at få pladserne indrettet ordentligt, så de er sikret og dermed kan være på forkant og ikke bagkant, siger Chr. Østergaard.
Binder sammen med snor
Fra politiets side lyder det, at en måde at undgå indbrud kan være at mærke sine værktøjer med firmalogo og navn. På den måde kan tyvekosterne være sværere at sælge videre.
- Vi tager indimellem en bil ved grænsen, der er fyldt med værktøj, og så er det svært at finde ud af, hvor tingene hører hjemme, hvis de ikke er mærket. Samtidig er værktøj, der er mærket, mindre værd, siger Thorkild Steen Jensen.
I Syd- og Sønderjyllands Politikreds har man lavet nogle sikringsmanualer til virksomhederne, som de kan benytte, når de skal sikre deres byggeplads eller varebil.
I dag er der nemlig fortsat for mange, der udbyder et ta’-selv-bord til de udbudne gæster.
- Der er i den grad rum til forbedring. Nogen steder er sikringen ikke-eksisterende, og der binder de for eksempel deres hegn sammen med en snor. Det er simpelthen for nemt, siger vicepolitiinspektør Chr. Østergaard.
- Vi må forsøge at gøre det så bøvlet som muligt, og vi kæmper jo sammen mod skiderrikkerne derude, lyder det.