Ambitionerne er høje hos Kingo Karlsen A/S, der har hentet en ny adm. direktør ind, som skal være med til at indfri planerne.
Både top- og bundlinjen, som de seneste fem år har taget et dyk, skal forbedres samtidig med, at virksomheden øger fokus på særlige udviklingsområder.
- Der er identificeret udviklingsmuligheder og steder, hvor virksomheden kan gøre det endnu bedre. Det skal jeg være med til at realisere, siger Michael Kamstrup Søndergaard, der fra september overtager posten som adm. direktør efter Thomas Kingo Karlsen.
Thomas Kingo, der er tredje generation i den familieejede virksomhed, fortsætter i selskabet og vil fremadrettet fokusere på udviklingsprojekter samt sparre på store udbud, ligesom han fremover vil have plads i bestyrelsen i flere selskaber indenfor koncernen.
- Vi har indtil videre snakket overordnet strategi og set på nøgletal og drøftet, hvad vi tror, der er muligt at nå på kort og lang sigt, fortsætter den nye direktør.