REGION HOVEDSTADEN
FRDERIKSBERG
Cykelstier
By- og Miljøudvalget i Frederiksberg Kommune godkendte forleden et revideret projektforslag for etablering af cykelstier på Frederiksberg Allé Øst.
Der er tale om etablering af cykelstier på strækningen mellem Vesterbrogade og Sankt Thomas Plads. I forbindelse med etableringen af cykelstierne vil strækningen også blive klimatilpasset således, at en 10 års regnhændelse i fremtiden kan håndteres lokalt.
I det nye forslag indgår yderligere syv træer, sådan et der samlet plantes 15 nye træer på strækningen. Herved forlænges allé-beplantningen på Frederiksberg Alle til også at omfatte stærkningen øst for Sankt Thomas Plads.
De nye cykelstier vil få en bredde på 2,20 meter på det meste af strækningen. Med de nye cykelstier reduceres antallet af kørebaner for biltrafik i retning mod Vesterbrogade fra to til en, og venstresvingsbanerne mod henholdsvis Vesterbrogade og Værnedamsvej samles til et spor. Klimasikringen udføres ved at etablere en række underjordiske regnvandsmagasiner.
Frederiksberg Allé er fredet i hele sin udstrækning, og projektet skal derfor godkendes af Slots- og Kulturstyrelsen, før det kan realiseres. Forvaltningen er i dialog med styrelsen og forventer at få godkendt forslaget.
REGION SYDDANMARK
BÅRING
Belysning
I forbindelse med coronapandemien har Middelfart Byråd besluttet at øge aktivitetsniveauet i samfundet ved at igangsætte ekstra anlægsarbejder. Det er blandt andet besluttet at afsætte 300.000 kr. til at etablere vej- og stibelysning, hvor der i dag mangler enkelte belysningsmaster.
Teknisk Udvalg besluttede forleden, at pengene skal bruges på at etablere ekstra belysning på en sti i Båring mellem Bågøvej og Lyøvej, en sti i Nørre Aaby mellem Æblehaven og Tusindårslegeparken og på en ekstra mast på Bøgelundvej mellem Brenderupvej og Bøgelundvej nr. 5.
MIDDELFART
Fortove
I forbindelse med coronapandemien har Middelfart Byråd besluttet at øge aktivitetsniveauet i samfundet ved at igangsætte ekstra anlægsarbejder. Det er blandt andet besluttet at afsætte 2 mio. kr. til at etablere nye fortove.
Teknisk Udvalg besluttede forleden, at der etableres fortov på Jyllandsvej mellem Bogensevej og Nyvang, Nørre Allé mellem Søborg Allé og Nørre Allé 40 samt mellem Nørre Allé 41 og Nørre Allé 45, Langkærvej mellem Værkstedsvej og Skrillingevej, Rudbæksmøllevej, Fruerhøjvej fra Egelundvej og frem til Brenderupvej og på Tåruplundvej fra Odensevej og frem til Galvanovænget.
Ved Nørre Allé skal der også ske genopretning af eksisterende fortov.
REGION MIDTJYLLAND
SILKEBORG
Sti
I forbindelse med udbygning af boligområderne langs Nordre Højmarksvej, syd for Gubsø, anlægges en rekreativ stiforbindelse rundt om Gubsø. Der er udarbejdet et forslag til stiens forløb, som Klima- og Miljøudvalget i Silkeborg Kommune godkendte forleden.
I forbindelse med etablering af Silkeborg Motorvejen er Vejdirektoratet blevet pålagt at etablere erstatningsnatur. Erstatningsnaturen foreslås placeret omkring Gubsø, og stierne vil på længere sigt give befolkningen adgang til disse naturområder. Den samlede anlægspris på stiprojektet er estimeret til 2.200.000 kr. inklusive udgifter til detailprojektering og rådgiver.
LIND
Vejrenovering
Der foreligger forslag til renovering og forskønnelse af Lind Hovedgade, og forleden sagde Teknik- og Miljøudvalget i Herning Kommune ja til at skyde 1.710.000 kr. i renoveringen. Samtidig har Byplanudvalget sagt ja til investere 945.000 kr. i forskønnelse af hovedgaden
Renoveringen af Lind Hovedgade skal ændre vejens udtryk fra at have været en landevej med høj fremkommelighed til en bygade med højere tilgængelighed og forbedrede forhold for de bløde trafikanter, beplantning og belysning. Det er en strækning på cirka 1.100 meter, der renoveres og forskønnes.
AULUM
Forskønnelse
Herning Kommune har afsat 1 mio. kr. til forskønnelse af Markedspladsen i Aulum, og nu foreligger der et skitseprojekt, som Teknik- og Miljøudvalget forleden godkendte.
Det foreslås, at Markedspladsen indrettes som en multifunktionel plads, som kan bruges på flere måder. Det primære er parkering, men den kan også bruges til byfester, markedsdage eller lignende arrangementer. Pladsen omkranses af en ring af beplantning.
Der er i projektet indtænkt trafiksikkerhed ved skolen og hallen, så der ikke kommer for mange krydsninger mellem de bløde trafikanter og biler, og der er desuden indtænkt nye funktioner til leg og ophold, hvor ekstra belysning markerer de forskellige funktioner i området.
Byplanudvalget har sagt god for, at anlægsprojektet sættes i gang.