23948sdkhjf

Ørsted leverer tocifret vækst i første halvår

Kraftig vækst i første kvartal holder hånden under væksten for Ørsted, som også tog et slag under coronanedlukningen og tabte penge i andet kvartal.

Ørsted formår i første halvår af 2020 at vokse med 11 pct. i forhold til første halvår 2019 målt på driftsresultat (ebitda). Det viser energikæmpens netop offentliggjorte halvårsregnskab.

- Til trods for de omfattende sundhedsmæssige, sociale og økonomiske konsekvenser af covid-19 har Ørsted formået at fastholde en stabil drift og stærk indtjening. Vores hav- og landvindmølleparker har kørt med en rådighed inden for det normale niveau, udtaler Henrik Poulsen, adm. direktør og koncernchef i Ørsted i en fondsbørsmeddelelse i forbindelse med regnskabet.

Nettoresultatet udgjorde 2,5 mia. kr. i første halvår, hvilket er en tilbagegang på 32 pct. fra første halvår 2019. På bundlinjen taber Ørsted 825 mio. kr. i andet kvartal. En markant udvikling i forhold til samme periode sidste år, hvor resultatet efter skat lød på knap 1,1 mia. kr. 

Europæiske nedlukninger trækker elforbrug ned

I første kvartal opnåede Ørsted et driftsresultat på 6,8 mia. kr. - en vækst på 33 pct. i forhold til året før. Det momentum kunne ikke holdes i andet kvartal, hvor omfattende nedlukninger i de europæiske lande trak ned i det samlede elforbrug.

- De europæiske elmarkeder har været negativt påvirket af covid-19, især det britiske, drevet af en lavere efterspørgsel på el. Den negative effekt på vores indtjening i andet kvartal var ca. 150 mio. kr. En begrænset effekt, som ikke ændrer vores forventninger til helåret, siger Henrik Poulsen.

Driftsresultatet for andet kvartal faldt med 18 pct. til 2,96 mia. kr. i forhold til sidste år. 

I ledelsesberetningen udtrykker topchef Henrik Poulsen risiko for, at byggeriet af offshore-transformerstationer til Hornsea 2 og Greater Changhua 1 og 2a bliver forsinket på grund af to måneders nedlukning af de skibsværfter i Singapore, hvor transformerstationerne bliver bygget. Det vil især ramme Hornsea 2 og få en "begrænset effekt på projekternes økonomi", forklarer han.

Et solidt førstekvartal samt  energisektorens ikke-cykliske egenskab og en række igangværende projekter gør ikke desto mindre, at Ørsted fortsat forventer et driftsresultat på 16-17 mia. kr.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109