REGION MIDTJYLLAND
HALLENDRUP
Vindmøller
Favrskov Byråd har vedtaget Lokalplan nr. 379 - Vindmøller ved Hallendrup og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.
Formålet med planforslagene er at øge produktionen af vindenergi i området under samtidig hensyntagen til naboer og omgivelser. Planforslagene er udarbejdet på baggrund af en helhedsplan med seks store vindmøller, og i forbindelse med realisering af projektet skal fire eksisterende vindmøller i den nordvestlige del af området nedtages, og fire boliger i området skal nedlægges.
HINNERUP
Baner, stier og haver
Favrskov Kommune har fremlagt forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 322 for et feriecenter i Hinnerup nord i offentlig høring.
Formålet med tillægget er at ændre lokalplanens bestemmelser, så det bliver muligt at anvende lokalplanens delområde V til rekreative formål til dyrefolde med heste, græsning for får og kvæg og lignende samt til udendørs aktiviteter ved etablering af shelters, bålpladser, MTB/BMX-baner, lasertag, stier, blomstereng, bær- og væksthaver med mere.
Lokalplan nr. 322 blev vedtaget i 2012, og den giver mulighed for at etablere et feriecenter med golfbane inden for lokalplanområdet. Lokalplan nr. 322 inddeler området i delområderne I, II, III, IV, V og VI, hvor delområde V er udlagt med mulighed for at etablere et golfbaneanlæg i tilknytning til feriecentret. Der er ikke vist sig interesse for at realisere et feriecenterprojekt med tilhørende golfbane. Lokalplanens delområde V ønskes i stedet anvendt til rekreative formål til dyrehold, udendørs aktiviteter i tilknytning til feriecentret samt beplantning/plantager og lignende.
HODSAGER
Vandløbsrestaurering
I den statslige Vandområdeplan 2015-2021 for vandområdedistrikt Jylland og Fyn er angivet, at der skal ske indsatser i henholdsvis Hodsager Lilleå og Ronnum Bæk i form af etablering af okkeranlæg for at begrænse okkerbelastningen i vandløbene. Herning Kommune ønsker i den forbindelse at iværksætte forundersøgelser ved Hodsager Lilleå og Ronnum Bæk med henblik på at få afklaret mulighederne for at gennemføre vandløbsrestaureringsprojekterne.
Forundersøgelserne er fuldt finansieret via statens tilskudsordning for vandløbsrestaurering i tilknytning til Vandområdeplanerne. Miljø- og Fødevareministeriet har meddelt Herning Kommune tilsagn om tilskud på i alt 254.720 kr. til forundersøgelsen i Hodsager Lilleå og i alt 177.730 kr. til forundersøgelsen i Ronnum Bæk. Kommunen kan søge om udbetaling af tilskuddene, når forundersøgelserne efter planen er gennemført ultimo 2021.
ROSLEV
Park
Skive Byråd har sagt ja til at bevilge 350.000 kr. ínklusive moms til Roslev Borger-, Handels- og Håndværkerforening fra Landsbypuljen til etablering af Roslev Søpark.
Roslev Søpark vil trække naturen mere ind i byen og forbinde festpladsen fysisk med midtbyen og Salling Natursti, som går syd for området, hvor søparken planlægges etableret. Formålet er at skabe et aktivt og naturfyldt sted midt i landsbyen, som er attraktivt for såvel mennesker som for dyrelivet.
Beplantningen er tænkt i forskellige aktivitets- og oplevelseszoner, hvor man i den nordlige del kan søge stilhed og skovstemning og sydvest for søen kan fouragere mellem bærbuske og frugttræer. Her etableres også shelterplads med to shelters og bålplads og opholdssteder med bord-bænkesæt. I den sydlige del af parken etableres kælkebakke med friktionsfri kunstgræs, madpakkehus med handicaptoilet, tipi af træ, naturlegeplads og område med fitnessredskaber.
Ansøger forventer, at projektet er fuldt finansieret i løbet af 2020, og at søparken er etableret i løbet af 2021.
STRUER
Legepladser
Struer Byråd frigiv på sit seneste møde 350.000 kr. en legeplads i Vestbyens Dagtilbud.
På samme møde sagde byrådet god for at bevilge et tilskud på 75.000 kr. fra udviklingspulje Hjerm til etablering af en naturlegeplads i Højgårdsparken som ansøgt af Grundejerforeningen Højgårdparken.
SUNDSØRE
Fjordsti
Skive Byråd frigav på sit seneste møde 500.000 kr. til anlægsprojektet Fjordsti - Blue Walk stiprojekt - Marienlyst - Sundsøre.
Blue Walk stifinder-gruppen har sat gang i det forberedende arbejde i forhold til myndighedsbehandlingen af stianlæg fra Marienlyst til Sundsøre og har derfor søgt om frigivelse af de afsatte midler. Anlægsarbejdet forventer gruppen at kunne sætte i gang til efteråret.
Skive Kommune har afsat 1 mio. kr. til færdiggørelse af projektet i 2021.
SKIVE
Stiforbindelse
Skive Byråd har bevilget 400.000 kr. fra Skive Bydelspulje til forbedret tilgængelighed og information i naturområdet nedenfor Violvej og til at få skabt bedre sammenhæng i ruteforløbet langs Skive Fjord.
Der etableres en sti i stenmel på 1,5 meter i bredden.