Optimismen er intakt hos Einar Kornerup A/S i Glostrup trods coronakrisen.
I det forgangne år har det 113 år gamle entreprenørfirma blandt andet haft travlt med renoveringen af et svømmebassin for Kjøbenhavns Boldklub (KB), renovering af Mølleåparkens boligblokke i Lyngby og ombygning af kontorlokaler på Østerbro.
I regnskabsåret 2018/19 omsatte den familieejede koncern for 653 mio. kr. med et overskud før skat på knap 24 mio. kr. Og spørger man adm. direktør Hans Christensen, vil hverken indeværende eller næste regnskabsår adskille sig synderligt fra det forgangne år.
- Vi har ikke haft de store problemer under coronakrisen. Vores byggepladser har kunnet arbejde igennem, og ordrebogen ser også ganske fornuftig ud på nuværende tidspunkt, siger Hans Christensen, som ifølge sin LinkedIn-profil har arbejdet hos Einar Kornerup i 47 år.
Ordrebogen rundede 1 mia. kr.
For øjeblikket er firmaet, som beskæftiger knap 200 medarbejdere plus underentreprenører, blandt andet i gang med at opføre et nyt hotel- og kontorbyggeri for Tetrep Woods i Ørestad.
Ordrebogen omfatter også en ombygning af Holmegårdsskolen i Hvidovre og en totalentreprise på Kampsportens Hus ved Nørrebro Station - et projekt som forventes at stå færdig i foråret 2022.
Ved afslutningen af sidste regnskabsår var Einar Kornerup-koncernens ordrebeholdning på 655 mio. kr. mod 750 mio. kr. på samme tid året før.
Men ved juletid var der strømmet så mange nye opgaver ind, at ordrebogen en overgang rundede 1 mia. kr., beretter direktøren.
- Den ordrebeholdning er vi selvfølgelig begyndt at spise af. Men sådan som vi ser på vores pipeline, og hvad der forventes udbudt i løbet af efteråret, så er jeg fortrøstningsfuld, siger Hans Christensen.
Han har dog noteret sig, at der har været fyringsrunder i rådgiverbranchen, hvilket typisk ikke tegner godt for næste led i kæden: Entreprenørerne.
- Men jeg tror stadigvæk, at det vil fortsætte med nogenlunde samme styrke som i dag, siger han.
Flere renoveringsopgaver
Hidtil har opgaver med nybyggeri udgjort cirka halvdelen af firmaets omsætning, mens den anden halvdel har været fordelt på ombygnings- og renoveringsopgaver.
Sidstnævnte har fået en hjælpende hånd af regeringens coronaredningspakker, som blandt andet indebærer en suspension af kommunernes anlægsloft og frigivelse af godt 30 mia. kr. til grøn renovering af almene boliger frem mod 2026.
- Jeg tror, at der kommer en del renoveringer for boligselskaber i løbet af efteråret, som vi kunne være heldige at få til at fylde vores huller ud, siger Hans Christensen.
Einar Kornerup-koncernen fik sidste regnskabsår en overskudsgrad på 2,8 pct., hvilket er noget lavere end de 3,5 pct., som branchen i gennemsnit præsterede ifølge en analyse, som Licitationen - Byggeriets Dagblad har gennemført.
- Alle entreprenører vil gerne op på mindst 5 pct. - der er bare ikke ret mange, der når det. Og det gør vi nok heller ikke i år. Det tror jeg ikke på. Men vi kan godt leve med mindre, lyder det fra adm. direktør Hans Christensen.