Mens 2019 overvejende viste fremgang i bygge- og anlægsbranchens regnskaber, vil 2020 i coronaens skygge være et år med mange udfordringer for branchen, vurderer Bo Sandberg, cheføkonom i Dansk Byggeri.
- Jeg kan godt forestille mig, at regnskabstallene bliver pressede. Når vi kommer længere hen på året, vil vi formentlig også se flere konkurser, idet de typisk indtræder med en vis forsinkelse, siger han.
Før coronavirus slog til, forventede Dansk Byggeri en blød landing for branchen i 2020. Nu lyder prognosen på en noget hårdere landing i kølvandet på det, som Bo Sandberg betegner som den "kraftigste katastrofeopbremsning nogensinde i fredstid dansk økonomi". Han har derfor øjnene stift rettet mod virksomhedernes ordreindgang i fjerde kvartal.
- Indtil videre har virksomhederne klaret sig med de ting, de har i ordrebøgerne. Dertil kommer, at det suspenderede anlægsloft har sat gang i boligrenoveringer, så der er også kommet nye opgaver ind. Men man kan stadigvæk godt være bekymret for, hvordan ordreporteføljen kommer til at se ud senere på året, når de nuværende opgaver begynder at ebbe ud, siger Bo Sandberg.
Tomme ordrebøger
Han peger på, at en række arkitekter og rådgivere allerede har meldt om tomme ordrebøger.
- Det vil uundgåeligt også ramme byggeriet længere ned ad vejen, så jeg tror, vi vil se en nedgang i omsætning og beskæftigelse omkring fjerde kvartal. Men når det er sagt, så tror jeg ikke på en dyb tilbagegang i 2020, siger han.
Bo Sandberg henviser til, at beskæftigelsen inden for byggeri og anlæg er steget kraftigt med omkring 33.000 job fra 2013 indtil starten af 2020.
- Så selv hvis bundlinjen bliver, at beskæftigelsen falder med et par tusind i år, så tror vi på, at byggeriet vender hvis stærkt tilbage i 2021, siger han.
Byggeriet forventes især at blive holdt oppe af midler fra Landsbyggefonden og byggeriet af Femern-forbindelsen, der går i gang efter nytår.
- Samtidig vil der fortsat være en strukturel efterspørgsel som følge af demografiske ændringer, ligesom opgaver inden for eksempelvis klimatilpasning, energirenoveringer og kystsikring ikke vil gå væk på grund af coronakrisen. Så vi får formentlig en hårdere landing i 2020, men er tilbage på fode igen i 2021, siger Bo Sandberg.
Byggeriet har udsigt til en hård landing
Efter en årrække med opsving i byggebranchen, vil coronaen lægge en dæmper på virksomhedernes resultater i indeværende år, forudser Dansk Byggeri