23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Tre entreprenører er i spil til milliardaftale

Bygningsstyrelsen har udvalgt de tre byggevirksomheder, som får mulighed for at få fingrene i en strategisk rammeaftale om totalentreprenørydelser til op mod 2,2 mia. kr. over fire år.



Ud af i alt otte ansøgere er MT Højgaard A/S, KPC Herning A/S og Hoffmann A/S blevet prækvalificeret.



- Vi er meget tilfredse med det meget stærke felt, der har ansøgt. Det har været et tæt opløb, men der var tre kandidater, der skilte sig særligt positivt ud, siger vicedirektør i Bygningsstyrelsen, Signe Primdal Lyndrup, i en nyhed på styrelsens hjemmeside.



- Vi er derfor glade for at kunne prækvalificere tre stærke kandidater og ser nu frem mod den videre udbudsproces, fortsætter hun.



Indledende tilbud

De tre udvalgte ansøgere skal nu aflevere indledende tilbud. Derefter er der lagt op til forhandling, inden de skal byde ind med det endelige tilbud.



Bygningsstyrelsen forventer, at rammeaftalen vil træde i kraft i starten af 2021.



Som Licitationen - Byggeriets Dagblad tidligere har beskrevet er målet med rammeaftalen at opbygge et længevarende, fokuseret og forpligtende samarbejde.



- Bygningsstyrelsen forventer på denne måde at kunne inddrage entreprenøren tidligere i projekterne, løse eventuelle udfordringer hurtigt og gnidningsfrit samt styrke et fælles fokus på bedre byggeri, mere kvalitet for pengene og kapaciteten til at efterleve krav til byggeriet for eksempel i forhold sociale klausuler og til grøn omstilling, siger Signe Primdal Lyndrup.



Opgaver over tre mio. kroner

Omfattet er alt fra planlægning til udførsel i forbindelse med såvel nybyggeri som vedligehold for projekter over tre mio. kr.



Det gælder arbejder indenfor centraladministrationen - herunder politi, domstole og universiteter.



Rammeaftalens samlede værdi skønnes til at være på mellem 1,4 mia. kr. og 1,8 mia. kr. over den fireårige periode.



Den samlede værdi kan ifølge udbudsbekendtgørelsen hæves med 20 pct. med et varsel på seks måneder, hvis bygherren konstaterer, at der er udbetalt mere end 75 pct. af rammeaftalens oprindelige maksimale værdi på 1,8 mia. kr.



I så fald vil rammeaftalen samlet netop få en værdi på knap 2,2 mia. kr.



Bliver rammeaftalens værdi forhøjet, fører det ikke til forlængelse af rammeaftalens løbetid, lyder det her.



Blandede følelser

Hos Dansk Byggeri har erhvervspolitisk direktør Torben Liborius tidligere fortalt, at de ser på udbuddet med blandede følelser.



- Vi mener, at staten har en forpligtigelse til at sikre sig, at den måde de køber ind på, svarer til den måde samfundet er indrettet på. Altså om størrelse på udbud passer til markedet. Det bør man undersøge. Det kan vi godt være i tvivl om, har han blandt andet tidligere forklaret og fortsat:



- Bygningsstyrelsen ser her Danmark som et samlet marked. Det passer ikke med den måde, vi ser erhvervsstrukturer på.



Bygningsstyrelsen har derimod påpeget, at udbuddet er implementeringen af deres overordnede udbudsstrategi fra foråret 2019, som skal sikre færre kontrakter og snitflader, tidlig inddragelse af entreprenørkompetencer og styrket dialog med leverandører.



Og derudover har Bygningsstyrelsen fremhævet, at udgangspunktet oprindeligt var, at alle projekter skulle være omfattet, men at man har undtaget projekter under tre mio. kr. for at gøre udbuddet mere SMV-venligt.



Derudover ventes SMV’ere at komme i spil som underentreprenører i rammeaftalen.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.172