23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Elindco igen ramt af udskudte projekter

Bundlinjen er et lyspunkt i nyt regnskab hos Elindco A/S, hvor toplinjen ikke står på mål med forventningerne.

Ambitionen for Jyllinge-entreprenøren har været at løfte omsætningen til 650 mio. kr. i 2019/2020, men virksomheden er landet lidt over 100 mio. kr. lavere.

Omvendt er både driftsresultatet, resultatet før skat og overskudsgraden løftet i forhold til året før.

Det gælder til henholdsvis 26,6 mio. kr., 27,4 mio. kr. og til lige under fem pct. Det er imidlertid fortsat under tidligere års resultater.

- Årets resultat er tilfredsstillende og bedre end forventet, på trods af omsætningsnedgang, lyder det i ledelsesberetningen.

Her fremgår det, at tilbagegangen på toplinjen primært skyldes "tidsforskydning af totalentrepriser".

Ifølge adm. direktør Steen Justesen er der tale om to projekter, som er udskudt; en meget stor totalentreprise og en mindre, oplyser han uden at ville komme nærmere ind på hvilke, der er tale om.

Han tilføjer, at det ikke bare er til at kaste sig ud i nye projekter, når opgaver bliver skubbet.

- Vi kunne sikkert godt have fyldt hullet, men hvis det andet så var skudt i gang, så ville vi have problemer, forklarer han og understreger, at virksomheden har mere fokus på bundlinjen end toplinjen.

Bedre projektstyring
I 2018/19 var virksomhedens også ramt af udskudte projekter. Modsat det nye regnskab faldt bundlinjen her.

Steen Justesen forklarer, at virksomheden for tre-fire år siden ansatte en del nye, unge medarbejdere, som siden har fået en mere erfaring.

- Bedre projektstyring er klart en medvirkende årsag til, at vi går frem på bunden trods faldet på toplinjen i det nye regnskab, siger han.

Han afviser påvirkning fra fusionen tilbage i maj 2019 mellem Elindco Byggefirma A/S og Elindco Ejendomsselskab ApS til Elindco A/S.

- Det er ikke noget, der som sådan har betydning i regnskabet, siger han.

Penge til gode
Tager man et kig ned i regnskabet og ser på den likvide beholdning, så er den faldet væsentligt. Det gælder fra knap 80 mio. kr. i 2018/19 til cirka 12 mio. kr. i 2019/20.

Det hænger ifølge ledelsesberetningen sammen med køb af finansielle anlægsaktiver og tilgodehavender hos to større bygherrer. Netop tilgodehavender er den primære forklaring, fortæller Steen Justesen.

Han oplyser, at betaling siden er faldet på plads.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.157|