23948sdkhjf

SMV’erne udviser kæmpe samfundssind

Hvor coronaen risikerer at koste de store virksomheder mange penge, risikerer den at koste SMV’erne livet. Derfor er det på høje tid, at der også sættes fokus på alle os SMV’er, der udviser samfundssind og styrer gennem krisen uden hjælp

Det har ikke skortet på historier i medierne, hvor forskellige større virksomheder høster anerkendelse for at takke nej til regeringens tilbud om økonomisk coronahjælp.

Og der er heller ingen tvivl: Det er enormt prisværdigt, når de store spillere ser ud over egen næsetip og tænker på det fælles bedste. Det bidrager til at holde samfundshjulene kørende i en svær tid.

Desværre synes jeg, at vi har glemt den kæmpe underskov af os små og mellemstore virksomheder (SMV’er), der på samme måde styrer gennem en kradsende coronatid uden hjælp. Os, der har formået at holde godt gang i salget, men hele tiden med det forbehold, at den usikre situation potentielt kan vende skuden - og i værste fald synke den.

For hvor coronaen risikerer at koste de store virksomheder mange penge, risikerer den at koste SMV’erne livet.

Vi er med andre ord i en tid, der stiller kolossale krav til os - SMV’erne.

Hvad med de gode fortællinger?
Her hos Eurotag Danmark kører vi med 180 i timen med ét altoverskyggende fokus: kundepleje, kundepleje, kundepleje. Samtidig har vi gjort en dyd ud af at blande os i den offentlige debat og foreslå tiltag, der kan bidrage til SMV’ernes overlevelse. Det har faktisk haft en effekt og resulterede i april måned i et konstruktivt møde med blandt andre statsministeren.

Vi skal nemlig huske på, at mange bække små gør en stor å. Og der er ingen tvivl om, at alle os SMV’er, der - på hver vores måde - har holdt os oven vande uden hjælpepakker, tilsammen har sparet samfundet for en masse penge. Penge, som kan bruges bedre hos andre virksomheder, der i endnu højere grad har behov for den økonomiske støtte nu og her - hvilket bestemt ikke skal ligge dem til last.

Min opfordring er derfor klar: Lad os få flere af de gode fortællinger på banen om de SMV’er, der også har udvist samfundssind ved at takke nej til hjælpepakker.

Hermed tror jeg på, at en lang række direktører ude i de små og mellemstore virksomheder finder både gejst, motivation og inspiration til at tænke i nye arbejdsgange og løsninger i en svær tid - uden at økonomisk støtte nødvendigvis er svaret.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125