REGION NORDJYLLAND
NYKØBING MORS
Opgradering af sti
Det grønne område mellem Fjordglimt og Mågevej i Nykøbing Mors gennemgår denne sommer en større opgradering i kraft af projekt Kulturfjorden. Der etableres en temalegeplads, der viser byens tilknytning til fjorden og skaldyrserhvervet, og der etableres en bro med anløbsmulighed for havkajakker ud i Klosterfjorden. Broen vil samtidig virke som en attraktiv promenade ud over vandet.
Morsø Kommune finder det oplagt samtidig at opgradere hele strækningen af den eksisterende sti gennem området frem til Holmen, hvilket kommunalbestyrelsen forleden frigav 2 mio. kr. til.
Fjordstien vil blive opgraderet med en sideudvidelse, dræning og fast belægning, og den vil få tilslutning til den kommende bro i Klosterfjorden. Samtidig bliver belysningen fornyet.
REGION MIDTJYLLAND
BRYRUP
Padelbane
Bryrup Tennisklub har søgt Silkeborg Kommune om et anlægstilskud på 283.000 kr. fra puljen til medfinansiering af lokalt initierede projekter til etablering af padelbane på foreningens arealer i Bryrup.
Silkeborg Byråd har godkendt, at der gives støtte til projektet, som har et samlet budget på 566.000 kr.
SILKEBORG
Byggemodning
Silkeborg Byråd har besluttet at fremrykke seks byggemodningsprojekter.
Det drejer sig om projekter på Hedevej 1 i Fårvang, på Skovvænget i Bryrup, i Kragelund, på Lergravsvej i Kjellerup, på Svinget i Sorring og på Ebstrup Tværvej.
REGION SYDDANMARK
GRINDSTED
Nyindretning af genbrugspladser
Billund Byråd godkendte forleden et dispensationsforslag for om- og udbygning af genbrugspladserne i Billund og Grindsted og øgede samtidig anlægsbevillingen til projektet fra 25 til 28 mio. kr., idet der er kommet nye krav til håndtering og oplag af visse affaldstyper, siden byrådet først besluttede at opdatere pladserne.
Om- og udbygningen af genbrugspladserne i Grindsted og Billund er i overslaget beregnet til henholdsvis 8 mio. kr. og 7 mio. kr., mens ombygningen af omlastestationen i Grindsted i overslaget er beregnet til 13 mio. kr.
STRIB
Sti
Miljøstyrelsen vil ikke give Middelfart Kommune dispensation til at lave en rekreativ sti gennem kommunens urørte del af Staurby Skov, og derfor har forvaltningen udarbejdet forslag til et ændret stiforløb.
Det ændrede stiforløb, som vil berøre to lodsejere, og som går fra Rema 1000 i Strib til Staurby Skov, blev forleden godkendt af Middelfart Byråd. Byrådet besluttede samtidig at indlede proceduren med åstedsforretning.
Stien ventes anlagt for omkring 400.000 kr.
BILLUND
Genslyngning
Billund Byråd har frigivet 1.302.592 kr. til et vandområdeplanprojekt med fjernelse af styrt, gensnoning, etablering af sandfang m.v. i Plougslund Bæk.
Projektet forventes udført i 2021, og det medfører, at der etableres bedre passageforhold for flora og fauna i Plougslund Bæk.
Rådighedsbeløbet på 1.302.592 kr. forventes finansieret af Fiskeristyrelsen, og projektet gennemføres kun, hvis der opnås tilsagn fra Fiskeristyrelsen.
Byrådet har også frigivet et rådighedsbeløb på 369.714 kr. til forundersøgelse af et kvælstof område ved Ulknud Bæk.
Der skal på landsplan etableres en række vådområder, som har til formål at fjerne kvælstof fra landbrugsdræn og grøfter, og Billund Kommune har i den forbindelse ansøgt Landbrugsstyrelsen om midler til at gennemføre en forundersøgelse med henblik på etablering af et kvælstof vådområde ved Ulknud Bæk. Projektet gennemføres kun, hvis der modtages tilsagn om støtte fra styrelsen.
REGION SJÆLLAND
ROSKILDE
Supercykelsti
Roskilde Byråd har anlægsbevilget 10 mio. kr. til Københavnsvej - supercykelsti og trafiksikkerhed finansieret af lån som følge af aftalen mellem KL og regeringen om igangsættelse af anlægsprojekter i lyset af covid-19.
Dermed øges budgettet til projektet i år fra 2 mio. kr. til 12 mio. kr., og det betyder, at der i sammenhæng med den statslige medfinansiering på 2,7 mio. kr. til Supercykelsti-projektet vil kunne ske ekstraordinær opretning af kantsten, fortove og cykelstier fra Østre Ringvej og østpå, som ellers var udskudt til en senere fase. Projektet vil også indeholde forskønnelse i form af ny træbeplantning i midter-øer fra Bymarken mod øst.
ROSKILDE
Vandløbsprojekt
Roskilde Byråd har anlægsbevilget 1,5 mio. kr. til Grøn Blå Strategi finansieret af lån.
Beløbet tilføres budgettet for et vandløbs- og naturgenopretningsprojekt ved Gedebæksrenden og Langvad Å fra 1,7 mio. kr. til 3,2 mio. kr.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Nykøbing Mors, Bryrup, Silkeborg, Grindsted, Strib, Billund og Roskilde