De danske byudviklere og naturdesignere SLA er valgt af The City of Detroit til at skabe en ny udviklingsplan for et 845 hektar stort byområde.
Kvarteret hedder Gratiot/7 Mile Neighborhood og er et af Detroits mest socialt udsatte områder med høj kriminalitet, udbredt stofmisbrug, stor fattigdom, forladte boliger, nedslidte byrum og manglende biologisk mangfoldighed.
Der bliver med andre ord nok at tage fat på for de danske landskabsarkitekter og byplanlæggere.
Opgaven omfatter en ny plan, der skal udvikles gennem en ambitiøs borgerinvolvering af alle i det udsatte boligområde.
- Stedet har mange udfordringer. Men også mange muligheder og stort potentiale til at genopfinde sig selv, siger Rasmus Astrup, partner og designdirektør i SLA.
Målet er at skabe en ny handlingsorienteret plan for byområdet, der er mere end dobbelt så stort som Nørrebro i København.
Tredje amerikanske opgave
Projektet er SLA’s tredje store byudviklingsprojekt i Nordamerika, og for netop at kunne adressere de mange opgaver - der går på tværs af sociale, økonomiske og byplanmæssige udfordringer - var det vigtigt for bystyret finde et tværfagligt team.